Tyvebanderne på Vestfyn

Ligesom Tilfældet havde været i de øvrige Dele af Landet, var Fyn også omkring 1850 hjemsøgt af Forbryderbander, og som det var gået i Vendsyssel og på Lolland, var der ikke kommet noget Resultat ud af de lokale Dommeres Undersøgelser.

To Mord var uopklarede, en Mængde falske Mønter og Sedler var i Omløb, Kirketyverier, Indbrud og Kvægtyverier var begået i Massevis, og ingen var draget til Ansvar derfor.

Så sendte Justitsministeriet i December 1853 den fra Lolland-Sagen kendte Kriminalretsassessor Herman Rothe derover som Kommissionsdommer.

Med det første Mord forholdt det sig således:

Den 1. April 1852 blev den ugifte Ingeborg Rasmusdatter fundet liggende død i en Tørvegrav i Etterup i Odense Herred.

Nogle små Mærker i Ansigtet var de eneste Tegn, der blev fundet på Vold. Da der overhovedet ikke fandtes Grund til at antage, at hun havde begået Selvmord, og Ulykkestilfælde måtte anses for udelukket, formodede man, at der forelå en Forbrydelse, og Mistanken fæstnedes på en ugift Kvinde Laurine Boye, som det var oplyst, at Afdøde havde besøgt Aftenen før, og en Gårdskarl Peder Olsen, som hun havde fulgtes med derfra. De blev arresteret, men nægtede at have noget med Forbrydelsen at gøre, og så blev Undersøgelsen hurtigt afsluttet.

Assessor Rothe tog straks Sagen op, og da det var givet, at Laurine havde udgivet nogle af de falske Penge, var der al Anledning til at arrestere hende, og Peder Olsen måtte gøre hende Følgeskab.

Da de havde siddet nogle Dage i ensom Arrest, et Middel, som Assessor Rothe anså for det bedste til at få Sandheden frem, ikke fordi det skulle være særlig hårdt mod Forbryderne, men fordi, som han sagde, Samvittighedens Stemme taler bestandig højere i den Ensomme, og han kan ikke overdøve den med Adspredelser, tilstod de begge.

Laurine, som havde været og stadig var Kæreste med Peder Olsen, havde også et Forhold med den Afdødes ugifte Broder, en Gårdmand Rasmussen, som hun mente ville gifte sig med hende.

Hun var imidlertid bange for, at dette skulle støde på Modstand hos Afdøde, der styrede Huset for Broderen, og hun havde så besluttet at rydde hende af Vejen.

Hun havde først bestemt sig til at benytte Rottekrudt, men da hun havde hørt, at det havde sine Vanskeligheder at få fat på denne Gift, tog hun en anden Beslutning.

Hun aftalte med Peder Olsen, at han skulle komme hjem til hende en Aften sammen med Afdøde, og når de gik derfra, skulle han kvæle hende, og de skulle så begge i Forening kaste hende i en Tørvegrav, således at det kunne se ud, som om hun havde begået Selvmord.

Kort efter var han en Eftermiddag i Gribsvad Kro for at hente Brændevin og Brød, og på Vejen derfra gik han hen til Afdøde og fik hende med til Laurine, hvor de sammen med nogle andre, der var kommet på Besøg, blev trakteret med Kaffe med Brændevin.

Da de andre Gæster var ved at gå, fik Laurine Afdøde og Peder til at blive tilbage, og hun fulgte dem så senere på Vej.

Da de var gået et Stykke, sagde hun Godnat og vendte om, og de to andre fortsatte alene, og Peder forøvede da Mordet. Laurine kom nu til, og i Forening slæbte de Liget ud i Tørvegraven. Og det Løfte, hun havde givet ham som Belønning, indfriede hun på Vejen hjem.

Også den Måde, hvorpå han i Detaljer forklarede, hvorledes han havde båret sig ad med at kvæle Afdøde, som han tidligere havde været Kæreste med, og som han stadig havde holdt Forbindelsen vedlige med, viste, at selvom han nok var tilregnelig i, juridisk Forstand, må han. betragtes som et, sjæleligt fuldkommen afstumpet Individ, der vel ikke engang overhovedet har været klar, over sin Handlings Vederstyggelighed og næppe kan siges at have haft mere Følelse end et umælende Dyr.

De erkendte endvidere, at det havde været Aftale Imellem dem, at når Laurine var blevet gift med Gårdejer Rasmussen, skulle også han myrdes; på hvilken Måde, havde de endnu ikke bestemt, og så skulle de to giftes og Peder Olsen således komme i Besiddelse af Gården.

Omstændighederne ved det andet Mord, Assessor Rothe skulle opklare, var følgende: Natten mellem, den 11. og 12. Oktober 1853 blev Husmand Niels Hansen i Broendehus i Wedellsborg Birk vækket ved, at det bankede på hans Dør, og en Mand bad ham komme ud og hjælpe, da han var væltet med sin Vogn.

Niels Hansen var kun kommet et lille Stykke hen ad Vejen, da han så to andre Personer komme bagved, og da der ikke var nogen, væltet Vogn at se, fik han Mistanke om, at der var noget galt, og vendte om; men i det samme blev der slået et Reb om hans Hals. Det lykkedes ham dog, at komme fri og løbe tilbage, men den ene af Mændene forfulgte ham, og stak ham en Kniv i Underlivet.

Medens Manden nu forsvandt, fik han sig slæbt hen til en Nabo. Der blev sendt Bud efter Lægen, der straks så, at det tilføjede Sår var i højeste Grad livsfarligt, og derfor lod gå Bud til Herredsfogden.

To Dage efter døde Niels Hansen.

Den indledende Undersøgelse havde ikke ført til noget Resultat, uagtet den Afdøde havde givet et om ikke fuldstændigt så dog tåleligt godt Signalement af i hvert Fald den ene af Forbryderne, og man ikke skulle tro, at der kunne være så mange at vælge imellem som Gerningsmænd til en så lokalpræget Forbrydelse.

Det varede da heller ikke længe, før Assessor Rothe fik samlet tilstrækkeligt Materiale til at arresteret den 30-årige Jens Henrik Christiansen Boye og de to noget ældre Christian Hansen Sosmed og Anders Hansen Sørensen, Pranger, der alle tre havde et meget dårligt Rygte på sig.

Boye havde tidligere været arresteret to Gange for at have udgivet falske Mønter, men var blevet frifundet ved Højesteret.

Ved en hastigt foretaget Ransagning i deres Hjem fandtes hos Sosmed Støbeforme og andre Remedier og Tin til Fabrikation af falske Mønter.

Her var ingen Vej udenom. De måtte alle tre indrømme, at have forfærdiget falske Specier, Rigsdalere og Tomarksstykker og dels selv, dels gennem Bekendte givet dem ud. Mistanken om, at det også var Gerningsmændene til Mordet på Niels Hansen, man her havde fået fat i, blev hurtigt bestyrket, men nogen Tilståelse herom ville ingen af dem give.

Assessor Rothes Middel med Enecellen havde dog også her sin Virkning. Og som det var gået i de tidligere store Sager, den, der var den mindst forhærdede, og som havde den mindste Andel i Forbrydelsen, gav først op. I dette Tilfælde var det Pranger. Han mente vel sagtens, at han kunne redde sig ved, at han ikke havde taget egentlig Del i Overfaldet, men var løbet hjem.

Han indrømmede, at da de alle tre nogle Måneder før Mordet havde siddet arresteret i Middelfart Arrest, var de blevet enige om at foretage et Røveri hos Niels Hansen, og da de var blevet løsladt, genoptog de Tanken om Røveriet, og efter gentagne Sammenkomster aftalte de så Tidspunktet og Gerningens nærmere Udførelse.

Sosmed påtog sig at lokke Hansen ud, og medens Boye skulle uskadeliggøre ham, skulle de to andre gå ind i Huset og stjæle.

Da han og Sosmed så, at Boyes Forsøg med Rebet ikke Lykkedes, blev de bange og løb deres Vej.

Sosmed kunne overfor denne Tilståelse kun indrømme, at den var rigtig, men han ville påstå at han egentlig ikke havde troet, at det ville være kommet til Mord, han havde tænkt sig, at Boye kun skulle gøre Husmanden bevidstløs.

Boye havde herefter ingen Vej uden om en fuldstændig Tilståelse. Han prøvede nok på at hævde, at det ikke havde været hans Hensigt at dræbe Niels Hansen, men måtte dog indrømme, at han i Forvejen ganske utvetydigt havde sagt til de andre, at, han nok skulle få ham gjort så tavs, at de fik Ro og Tid til at udføre Tyveriet, selvom de var nok så langsomme i Vendingen.

Foruden sin Delagtighed i dette Mord og Forfærdigelsen og Udgivelsen af de falske Mønter tilstod Boye, at han havde tegnet en Del falske 50 Rbd Sedler, af hvilke han havde haft Held til at få de fleste givet ud, endvidere at han havde begået 3 Kirketyverier, 33 andre Tyverier, de fleste af dem Indbrud og nogle forbundet med Vold og Trusler.

Også Sosmed og Pranger måtte yderligere lette deres Samvittighed for en Række Tyverier, dels begået i Forening med Boye, dels sammen med andre.

Under Sagen blev der rejst Tiltale mod i alt 59 Personer, en for Falskmøntneri, nogle for Udgivelse af falske Penge og Resten for Tyverier og Hæleri.

Ved Kommissiondommen, i hvis Afsigelse Criminaldommer Købke deltog, blev Peder Olsen for Mordet på Ingeborg Rasmusdatter dømt til at miste sin Hals og hans Hoved at sættes på en stage, Boye, Sosmed og Pranger dømt til at have deres Liv forbrudt og at lægges på Stejle og Hjul.

Laurine Boye var død under Sagen.

Af de øvrige Tiltalte blev 31 idømt Tugthusarbejde, en på Livstid, 3 i 16 År og de øvrige for en længere eller kortere Årrække, 14 fik Forbedringshusarbejde og Resten Fængsel på Vand og Brød.

For de fire Dødsdømtes Vedkommende blev Sagen indanket for Højesteret, der stadfæstede Dommen.

Flertallet af de voterende Dommere indstillede dog Sosmed og Pranger til Benådning, således at Livsstraffen forandredes til, at de skulle kagstryges og derefter hensættes til Tugthusarbejde for Livstid.

Justitsministeriet var enig heri og indstillede til Kongen, at det måtte have sit Forblivende ved den afsagte Dom, for så vidt angik Peder Olsen og Boye, dog således, at den førstnævntes Hoved ikke sattes på en Stage, og den sidstnævnte ikke lagdes på Stejle og Hjul, men at Sosmed og Pranger hensattes til livsvarigt Tugthusarbejde.

Kongen resolverede i Overensstemmelse hermed.

Familiemedlemmer på kant med loven.

Som en udløber af mordet på Niels Hansen i Broendehus blev et par familiemedlemmer involveret, nemlig søskendeparret Ane Kirstine Andersen i Ebberup og hendes bror Lars Andersen i Kirkesøby. Begge blev inddraget i sagen, fordi Ane Kirstines mand Hans Pedersen Steensen var dybt involveret i en række tyverier på Vestfyn.

Hans Pedersen Steensen og hustru Ane Kirstine Andersdatter blev anholdt i Broendehussagen 10/6 1854 og bragt for retten i Assens 11/6 s.å.

Efter formaning til sandhed vedgik Ane Kirstine, at hendes mand engang havde hjembragt en fjerding eller en rotting med smør, hvilken han sagde i forening med Lars Tønnesen at have stjålet på Brahesborg.

Ligeledes vedgik hun, at han engang havde hjembragt en del fødevarer og navnlig flæsk, som han vel sagde at have købt, men hun troede dog, at han havde stjålet det, da de dengang ikke ejede så mange penge, at de derfor kunne købe det, og tror hun, da han ytrede at have fået det af Zacharias Andersen, at han havde stjålet det i forening med denne. Videre ulovligt nægtede hun, at hendes mand havde forøvet. Retten fandt, at hun skulle holdes bevogtet indtil videre.

På samme retsmøde blev hendes mand Hans Pedersen Steensen fremstillet og foreholdt de imod ham afgivne forklaringer og formanet til sandhed, men han nægtede sig skyldig i de ham påståede forbrydelser. Dommeren fandt imidlertid, at han skulle have sin anholdelse opretholdt. Sagen blev derefter udsat.

12/6 blev hun igen fremstillet i retten. Her fastholdt hun sin tidligere forklaring og tilføjede, at hendes mand foruden forskellige andre fødevarer endvidere havde hjembragt noget svinefedt, men hun nægtede at vide hvorfra han havde stjålet disse ting, da de – som hun udtrykte det – kom fra Plougs side. Endvidere havde han også engang hjembragt 7 ænder, og var dengang ifølge med ham Søren Smed (Søren Christian Frederiksen), men de nægtede at sige, hvor de havde taget dem.

Med hensyn til de iflg. fremlagte rapport tagne genstande forklarede hun, at alle disse var hendes lovlige ejendom. Derimod vedgik hun, at de indtil for kort tid siden var i besiddelse af 1 stk. dynevår, der er rødstribet, hvilket hendes mand havde bragt ud af en rapsmark og der skjult, men hvor det var stjålet, vidste hun ikke.

Dernæst blev hendes mand afhørt, men han fastholdt sine tidligere forklaring. Begge blev derefter indsat igen og sagen udsat.

13/6 blev Hans Steensen igen fremstillet i retten og formanet om at tale sandhed. Han anerkendte, at han i forening med arrestanterne Lars Tønnesen, Zacharias Andersen og Ploug samt Peder Nielsen havde forøvet tyveri i Fjellebro. Han fik oplæst Tønnesens forklaring, mod hvilken han intet fandt at erindre, navnlig med hensyn til tiden da dette blev gennemført, samt at han i forening med Tønnesen steg ind ad et vindue. Dog troede han ikke, at der var så meget fedt, som Tønnesen havde oplyst.

Endvidere havde han i forening med arrestant Tønnesen forøvet tyveri hos gårdmand Hans Hansen i Karup, og fandt intet imod Tønnesens i så henseende afgivne forklaring at erindre.

Det samme er også tyveriet hos en gårdmand i … , i hvilket han ligeledes vedgik at have deltaget. Også her har han med Tønnesen deltaget i det af denne omforklarede tyveri hos en gårdmand i Aggerup. Han fandt intet ved Tønnesens forklaring at erindre, idet han dog bemærkede, at de ved den lejlighed ikke skaffede sig Adgang gennem døren, men gennem et vindue.

Fremdeles havde han deltaget med den ofte nævnte Lars Eliassen og arrestant Zacharias Andersen i tyveri hos en mand i Skjelbek, hvis navn han dog ikke vidste. Dette udførtes om natten på en tid, da folk var i seng, og steg Eliassen der igennem et vindue, mens nærværende arrestant og Zacharias stod udenfor og passede på. De tilvendte sig de 2 dynevår, at hvilke Eliassen fik det ene og nærværende arrestant det andet. Dette sidste havde han for nylig, da han hørte at Zacharias var blevet arresteret skjult i en roevogn, hvor han ville kunne påvise det.

Ifølge med arrestanten Søren Frederiksen havde han stjålet 6 eller 7 ænder i et købmand Walther her i byen tilhørende andehus ved Lundager og skaffede sig adgang, idet Søren med ham frabrød en hængelås.

I forening med arrestant Tønnesen havde han forøvet tyveri på Brahesborg, hvor Lars Tønnesen om natten, på en tid hvor folk var i seng, mens arrestanten stod udenfor og passede på, steg ind ad et vindue til madstuen og tilvendte sig her 2 fjerdinger smør, som de delte.

Med arrestanterne Tønnesen og Zacharias Andersen havde han deltaget i et tyveri i Vellinge. Det udførtes om natten, mens folk var i seng, og steg Tønnesen ind ad et vindue, mens de 2 andre stod udenfor og passede på. De tilvendte sig her kun nogle fødevarer navnlig kød og ænder.

I forening med arrestanterne Ploug og Rasmus Steensen havde han forøvet tyveri hos gårdmand Rasmus Christensen i Kjøng-Højerup. De nedbrød her en væg, gennem hvilken Ploug og nærværende arrestant gik ind og tilvendte sig de her af Ploug i så henseende anførte genstande, af hvilke nærværende arrestant kun fik en del nøglegarn, der senere er brugt.

Fremdeles havde han deltaget i det omhandlede tyveri hos Rasmus Jensen i Flemminge og fandt intet som helst at erindre mod arrestanten Plougs i så henseende afgivne forklaring, idet han navnlig indrømmede, at tyveriet forøvedes om natten, og at han stod udenfor, mens Eliassen og Zacharias steg ind. Nærværende arrestant fik kun en vest af de stjålne genstande.

Fremdeles vedgik arrestanten, at det forholdt sig rigtigt, at han, Rasmus Steensen og den såkaldte Klodsmager (Hans Hansen) en aften for et par år siden indfandt sig på Lars Tønnesens bolig. Denne var ikke selv til stede med derimod hans kone, og mens Rasmus Steensen blev der til stede, gik nærværende arrestant og Klodsmageren ud og stjal et får på marken, hvolket de bragte hen til Tønnesens kone, hvor de slagtede det samt fortærede det, efter at Tønnesens kone havde stegt det. Han nægtede derimod, at de ved den lejlighed egenmægtigt tilvendte sig noget Tønnesen tilhørende, eller at de brugte trusler mod konen, og navnlig nægtede han, at Klodsmageren truede hende med en kniv.

Han forklaringer blev nu oplæst i retten og godkendt.

En række genstande blev fremlagt i retten, og han forsikrede, at samtlige disse dele var hans og konens lovlige ejendom.

Efter at flere af de nævnte arrestanter var blevet afhørt om samme tyverier, blev alle bragt tilbage til arresten og sagen udsat.

14/6 blev han igen fremstillet i retten. Her udpegede han en række genstande fra tyverierne i Skjelbek og Flemminge.

Endvidere havde han senere erindret sig, at det forholdt sig rigtigt, at Klodsmageren – da nærværende arrestant og Rasmus Steensen ved den nævnte lejlighed var samlede på Lars Tønnesens bolig – var i uenighed med dennes hustru, men nægtede at have set, at han truede hende med en kniv.

Senere samme dag blev Hans Steensens hustru Ane Kirstine Andersdatter fremstillet i retten. Hun genkendte her forskellige koster, som retten havde beslaglagt som bevismateriale. Hun indrømmede, at hun havde syet nogle af de fremlagte vår, hvorhos hun vedgår, at hun, da hendes mand bragte dem hjem, skønt han ikke ligefrem sagde det, dog ikke nærede tvivl om, at de var stjålne. Det foreholdtes hende derefter, hvilke forskellige fødevarer hendes mand havde vedgået at have stjålet og hjembragt, og erkender hun rigtigheden heraf samt at hun, uagtet hun ikke nærede tvivl om, at de var stjålne har, deltaget i, at spise dem. Nogle andre genstande erkendte hun, at hun havde set sin mands besiddelse uden at vide, hvorfra han havde dem. På dette grundlag fandt dommeren, at hun skulle i personlig arrest. Hun blev derfor indsat og sagen udsat.

15/6 blev Ane Kirstine Andersdatters bror Lars Andersen fremstillet i retten og nærmere afhørt om sit forhold til svogeren Hans Pedersen Steensen, idet han jævnligt kom i dennes hus i Ebberup og vel var vidende om de forbrydelser svogeren havde udøvet. Han fortalte retten, at han, der bor i Søby, vel undertiden har besøgt svogeren, men i de seneste år meget sjældent. Det var ham også velkendt, at det var blevet omtalt, at Hans Steensen skulle gøre sig skyldig i tyveri, men han nægtede selv at have noget kendskab til dette og endnu mindre at være delagtig. Retten sendte ham dog til bevogtning og udsatte sagen.

Den 16/6 blev indsidder i Ebberup Hans Pedersen fremstillet i retten. Han havde frivilligt indfundet sig i retten og ønskede at gøre rent bord om et tyveri, som han havde forøvet 1½ år tidligere sammen med arrestanten Hans Steensen. Han var selv kommet under vejrs med, at hans kommende svigerfar Rasmus Jørgensen i Nordby skulle være kommet i besiddelse af en del penge. Hans Steensen foreslog ham engang, at de i forening skulle forøve tyveri. Han var dog ikke sikker på om Rasmus Jørgensen havde arvet de omhandlede penge eller ej, hvorvidt han overhovedet var i besiddelse af nogen større pengesum, men var kun underrettet om, at han gemte de penge, hvoraf han var i besiddelse i et chatol, der henstod i øverstestuen. Desuagtet samtykkede han i at deltage i tyveriet.

De indfandt sig omtrent kl. 11 på gerningsstedet, og da de havde overbevist sig selv om, at folkene var i seng, udtog Hans Steensen et vindue i den stue, hvor chatollet stod, og de steg begge ind i denne stue. Nøglen sad i chatollet, og udtog Hans Steensen pengene af dette, hvorefter de igen gik ud af vinduet, og gav Hans Steensen da komparenten ude på marken 5 rdl, men hvor mange han selv beholdt, ved komparenten ikke men har dog hørt, at der i det hele skulle være borttaget 60 rdl. Komparenten forsikrede, at dette var den eneste forbrydelse, i hvilken han har gjort sig skyldig.

Retten oplæste nu hans forklaring, som han godkendte.

Derefter blev arrestanten Hans Steensen fremstillet. Han blev gjort bekendt med forrrige komparents forklaring og vedgik, at han havde deltaget i bemeldte tyveri og erkender rigtigheden af tid, sted og måden, hvorpå det blev forøvet, men han forsikrede, at det var forrige komparent, der først havde omtalt, at han vidste, at Rasmus Jørgensen vatr i besiddelse af penge og hvor disse lå samt opfordrede arrestanten til at deltage i tyveriet. Det var komparenten, der i chatollet tog en blikdåse, i hvilken pengene lå, som han hældte ud i arrestantens hænder. Arrestanten stak pengene i lommen men forsikrede, at da de skulle dele dem i forening talte dem, og at den ene ikke fik mere end den anden nemlig 24 eller 25 rdl. hver. Endnu bemærkede han, at han engang har solgt for komparenten 4 skæpper byg, uden at han ved hvorfra denne havde fået disse.

Nu blev komparenten på ny fremstillet. Han erklærede, at det var rigtigt, at pengene lå i en blikdåse, hvilken han udtog af chatollet og gav derefter pengene til Steensen. Det var rigtigt, at de i forening talte dem, men om Steensen skulle have skjult nogle for komparenten, vidste han ikke. Derimod nægtede han, at det var ham, som først havde foreslået dette tyveri.

Det forholdt sig rigtigt, at Steensen for komparenten havde solgt 4 skæpper byg. Disse havde komparenten, der var kusk på ”Frederiksgave” taget af den sæd, der var ham betroet til hestefoder.

På dette grundlag fandt dommeren, at Hans Pedersen måtte belægges med personlig arrest.

Sagen blev derefter udsat.

17/6 fortsatte sagen. Nu forklarede Hans Pedersen, at han af Hans Steensen havde fået at vide, at Rasmus Jørgensen skulle være i besiddelse af nogle arvepenge. Det var imidlertid ham selv, som havde foreslået, at de skulle stjæle disse penge, ligesom han også planlagde tyveriet og at Hans Steensen samtykkede.

Hans Steensen blev nu fremstillet, og han forklarede nu, at han sammen med arrestanten Ploug og Rasmus Steensen for ca. 6-7 år siden forøvede tyveri hos gårdmand Niels Hansen på Bankerne ved Søby, hvor de om natten på en tid, hvor folk var i seng nedbrød en væg og derigennem skaffede sig adgang. De tilvendte sig her en del klædningsstykker, 1 stk. dynevår og 1 stk. vadmel. Dette sidste beholdt nærværende arrestant, hvorimod han ikke turde beholde flere af de stjålne genstande på grund af, at tyveriet var forøvet så nær ved hans bolig ikke modtog mere. De tvende andre delte alt det øvrige.

Fremdeles havde han i forening med arrestanten Ploug forøvet tyveri hos Peder Koppenberg i Koppenbergstedet. Også dette skete om natten, mens folk var i seng, men arrestanten erindrede ikke om de skaffede sig adgang gennem væggen eller vinduet. De tilvendte sig her en del gamle klædningsstykker, hvilke de delte, men de dele arrestanten fik, er alle opslidte.

I forening med en person ved navn Hendrik Ibsen har arrestanten for flere år siden i nærheden af Tylle Skov, hvor der blev slagen sten til vejene stjålet en del jernværktøj. Heraf fik nærværende arrestant en hakke, en hammer og tvende stenhammere. Hakken havde han senere givet til Hendrik, hvorimod han senere har solgt de andre genstande til en mand ved navn Jens Hansen, der bor på Kærum Mark.

Med samme Hendrik Ibsen havde arrestanten sidstafvigte vinter forøvet tyveri i Aggerup, uden at han ved folkenes navn. Dette udførtes om natten, mens folkene var i seng og udførtes på den måde, at de nedbrød en væg, gennem hvilken de – uden at krybe ind – kunne række ind og udtage en salttønde et stk. let saltet kød og noget flæsk.

Hans forklaring blev nu oplæst i retten og godkendt af ham.

På retsmødet den 18/6 meddelte dommeren, at den anholdte Lars Andersen var blevet løsladt dagen før.

20/6 blev arrestanten Lars Tønnesen fremstillet i retten. Han forklarede, at det var rigtigt, at han i forening med arrestanterne Klodsmageren og Hans Steensen havde forøvet tyveri i en udflyttergård i Vøjstrup på den anden side af Højerup. Om natten mens folk var i seng, steg nærværende arrestant, mens Klodsmageren stod udenfor og passede på, ind ad et vindue, hvorefter han åbnede en dør, gennem hvilken Steensen gik ind, og tog de her 2 fjerdinger smør. Disse blev bragt hjem til Klodsmageren, hvor han fik sin anpart af smørret, ligesom nærværende arrestant og Hans Steensen delte det øvrige imellem sig oppe på loftet, og det er således usandhed, når Klodsmageren har sagt, at de afhentede alt smørret og i penge skulle betale han hans andel.

Endvidere blev fremstillet arrestanten Hans Steensen, der med hensyn til ovennævnte tyveri, hvori han vedgår at have deltaget, afgiver en med arrestant Tønnesen i et og alt overensstemmende forklaring, navnlig med hensyn til tiden og måden hvorpå tyveriet er udført. Ligeledes forsikrede han, at Klodsmageren fik sin andel af smørret, hvilket alt blev delt på dennes bopæl. Det er omtrent et par år siden, at dette tyveri udførtes.

Han vedgik endvidere, at han i forening med bemeldte Hendrik Ibsen har forøvet tyveri sidstafvigte vinter på en gård i Glen… Om natten, da folk var i seng, steg Hendrik Ibsen ind ad et vindue, hvorefter han åbnede en dør, igennem hvilken nærværende arrestant derefter gik ind og tilvendte sig her en del fødevarer.

I samme by fra en anden mand havde de begge i forening ligeledes i afvigte vinter om natten, mens folk var i seng forøvet tyveri, idet Hendrik Ibsen med en kniv åbnede en bagdør, gennem hvilken de gik ind og tog en del mel.

Endelig har de i afvigte efterår i Jordløse bortstjålet en del lærred vel omtrent en 20 alen, der lå uden for et hus. Lærredet solgte de senere.

Samme eftermiddag blev arrestanterne Hans Steensen, Hans Hansen Klodsmageren og Peder Ploug fremstillet og konfronteret såvel indbyrdes som med Rasmus Steensen. Her erkendte Klodsmageren, at det var ham og Hans Steensen, der i forening gik ud og stjal det omhandlede får [omtalt ovenfor], hvorhos Rasmus Steensen erkendte, at han hjalp med at slagte det og deltog i at spise det.

Med hensyn til tyveriet i Kjøng-Højerup erklærede Rasmus Steensen, at han nu mindedes, at Ploug var delagtig deri, og at han foruden de omhandlede benklæder derfra også modtog en frakke, der senere var opslidt, hvorhos han dog bemærker, at han ikke en ganske vis på, at han derfra fik bukserne.

Med hensyn til tyveriet hos Niels Hansen på Bankerne erkendte Hans Steensen, Ploug og Rasmus Steensen, at de der foruden de forhen omtalte genstande tilvendte sig 15 rdl. i rede penge, af hvilke hver fik 5 rdl., hvorhos sidstnævnte erkendte, at han også fik et lidet stykke vadmel, af hvilke han dog ikke længere var i besiddelse.

Hans Steensen fik forevist en række koster, som han genkendte. Også en lysestage kunne han og Ploug genkende. Dette var også tilfældet for Zacharias Andersen, som i mellemtiden var blevet fremstillet i retten.

På grundlag af beviser og forklaringer blev Rasmus Nielsen Steensen nu pålagt personlig arrest. Sagen blev herefter udsat.

I de følgende retsmøder blev der afhørt en række af de tyveriramte m.m. for at få et overblik over tyveriernes omfang og fremgangsmåder ved tyverierne.

25/6 blev arrestanterne Hans Steensen og Hendrik Ibsen igen fremstillet i retten. Med hensyn til tyveriet i Akkerup mente Henrik Ibsen fortsat, at de udbrød sprosserne af vinduet og rakte derigennem, mens Steensen fremdeles mente, at de slog et hul i væggen. Begge var enige om, at de havde brugt en af de nævnte fremgangsmåder, uden at de dog var helt sikre på hvilken.

Med hensyn til tyveriet hos Jeppe Hansen i Glensbjerg erkendte de overensstemmende, at de slog hul på muren og derefter ved at række ind fik døren åbnet indvendig fra, hvorimod de ikke er gået ind af noget vindue.

Med hensyn til tyveriet hos Jacob Pedersen i Glensbjerg erklærede de begge enstemmigt, at det egentlig ikke var et vindue, hvorigennem de skaffede sig adgang, men åbningen til et vindue, for hvilken der var slået nogle brædder, hvilke de borttog, hvorhos Henrik Ibsen bemærkede, at det var en misforståelse, når han havde sagt, at det var dem begge, der krøb ind ad denne åbning, da det kun var ham, hvorimod han derefter åbnede døren, ad hvilken Hans Steensen gik ind. Mod Hendrik Ibsens forklaring ang. det i Jordløse stjålne lærred, havde Hans Steensen intet at erindre.

Slutteligt vedgik Henrik Ibsen at have deltaget med Hans Steensen i det af denne omforklarede tyveri af forskellige jernredskabet, som lå på marken i nærheden af Tylle Kro. En jernstang fik han fik ved dette tyveri, har han anvendt til aksel i en tvillevogn [vogn til opbevaring af væske]. Denne, der var bragt til stede, blev ham forevist og af ham vedkendt.

Retsmøderne havde hidtil været holdt på Assens Rådstue, men som følge af manglende pladser i arresten, blev retten fra 28/6 1854 sat i Fåborg Rådstue.

30/6 blev arrestanterne Faurskov, Jens Christensen, Peder Nielsen, Lars Tønnesen, Lars Hansen,Peder Ploug, Hendrik Ibsen, Zacharias Andersen, Hans Steensen og Hans Hansen (Klodsmageren) fremstillet i retten.

De blev hver for sig og derunder den tidligere fremstillede Lars Tønnesen foreholdt samtlige deres under dagen afgivne forklaringer, idet de derhos opfordredes til at opgave, hvorvidt de måtte have noget at tilføje eller bemærke til samme, men de erklærede hver for sig, at de i et og alt må henholde sig til deres tidligere afgivne forklaringer og tilståelser, der i enhver henseende var i overensstemmelse med den sandhed, som de således vedblev.

Der blev derefter oplæst en lang række forklaringer fra de tyveriramte m.m., herunder værdierne af de stjålne genstande.

Alle forklaringer blev derefter oplæst i retten og godkendt af de sigtede. Arrestanterne blev derefter indsat i arresten.

Samme dag (eftermiddag) blev alle de sigtede igen fremstillet i retten, hvor man ønskede visse detaljer fastlagt.

1/7 blev de sigtede igen fremstillet i retten og konfronteret med bl.a. værdiansættelserne af de stjålne genstande. Fremgangsmåderne ved tyverierne var der ingen uenighed om, men flere af arrestanterne var nu af den opfattelse, at mængden af tyvegods var sat så højt, at der måtte have været andre, som nogenlunde på samme tid havde forøvet røverier de pågældende steder.

3/7 blev arrestanten Ploug fremstillet i retten og fik her foreholdt efterforskning i et tyveri begået i Svendborg amt. Han erkendte nu, at han sammen med arrestanten Hans Steensen havde forøvet nævnte tyveri hos pastor Laub i Hågerup, ligesom han erkendte rigtigheden af, at det var udført på den af pastor Laub beskrevne måde, idet nærværende arrestant ud på aftenen igennem et vindue steg ind i kælderen, og der tilvendte sig de af Laub omforklarede genstande, kun at han bemærkede, at der i det hele kun var 5 kardusser [tyk papirspose] ned tobak. Krukken hvori smørret var, fik Steensen, hvorimod de delte det øvrige, og hidrørte det smør og den portvinstobak, der ved ransagningen fandtes hos nærværende arrestant fra dette tyveri. Han have intet at erindre imod den på smørret ansatte værdi, og ansatte derhos værdien af osten til 2 mk. og tobakken til 10 sk./kardussen. Ligesom derimod arrestanten nægter at kunne mindes, at de ved den lejlighed har gjort forsøg på at udtage en rude ind til præstens studerekammer, således nægtede han på det bestemteste at have haft nogen andel i det hos gårdmand Anders Hansen i Højerup forøvede tyveri. Hvilket blev oplæst og ratihaberet.

Derefter fremstilledes arrestanten Hans Steensen. Efter at han ligeledes var foreholdt pastor Laubs ovennævnte forklaring, vedgik han, at han i forening med Ploug havde udført dette tyveri og erkendte i et og alt rigtigheden af bemeldte forklaring, navnlig med hensyn til at tyveriet udførtes derved, at Ploug, mens nærværende arrestant stod udenfor og passede på, steg ind gennem vinduet i kælderen. Også erkender han rigtigheden af forklaringen med hensyn til de bortstjålne genstande, ligesom han intet finder at erindre imod en af Laub og Ploug ansatte værdi. Hvad tid det udførtes, kan han ikke nærmere bestemme, end at det ihvert tilfælde var efter, at folk var gået i seng.

Endvidere erkendte han, at det forholdt sig rigtigt, at Ploug i nærværende arrestants overværelse forsøgte at udtage en rude i et vindue ind til et værelse, men så vidt han mindes, blev de deri forstyrret af en hund.

Også denne arrestant nægtede at have nogen del i det omhandlede tyveri hos gårdmand Hans Hansen i Højerup.

4/7 blev arrestanten Hans Steensens hustru Ane Kirstine Andersdatter igen fremstillet i retten. Hun vedgik sin tidligere forklaring om, at hun havde syet vårene, uagtet hun ikke var i tvivl om, at de var stjålne. Hun vedgik også, at hun havde været med til at fortære alle de fødevarer, som manden bragte med hjem til huset, skønt hun ikke nærede tvivl om, at de var stjålne. Der var tale om en del varer, men de havde ikke brugt for mere end 100 rdl. anslog hun. På dette grundlag blev hun løsladt og sagen udsat.

15/7 fortsatte retssagen, idet dommeren bemærkede, at der natten fra 5. til 6. september 1852 var i Søby, Båg herred afbrændt et hus tilhørende en mand Morten Andersen, sædvanligvis kaldet Morten Væver, hvilken mand det påfølgende år er blevet myrdet, og at arrestant Tønnesens hustru, Ane Marie Hansdatter, havde anmeldt i den anledning at kunne meddele nogle yderligere oplysninger.

Denne arrestantinde var derfor fremstillet og forklarede, at hun og hendes mand en dag i efteråret 1852, uden at hun kunne nærmere mindes, hvilken dag det var, var gået på besøg til arrestanten Hans Steensen og kone boende i Nordby. Da de kom der om eftermiddagen, var Hans Steensen ikke hjemme og indfandt sig først om aftenen hen ad kl. 12. Han havde sin dengang 9-årige søn med sig og var ved hjemkomsten noget beskænket. Steensens kone havde tidligere underrettet arrestantinden og mand om, at hendes mand var gået til Flemløse til arrestanten Hans Hansen Klodsmageren, i hvis nærhed der er en meget stor tørvegrav, i hvilken de fangede gedder.

Straks ved sin hjemkomst ved ovenanførte tid, og så snart han var kommen inden for døren, ytrede Hans Steensen, at nu var Morten Vævers hus i Søby brændt, og at det ikke skulle vare ret mange dage inden huset ved siden af, hvor Hans Steensens kones søster, der var gift med husmand Hans Larsen bor, skulle gå sammen vej, og ytrede han tillige til sin kone, at da kunne hendes bror Lars ved samme lejlighed blive af med sit kram, i hvilken anledning dommeren bemærkede, at bemeldte Lars går om i landet og handler med kræmmere. Han tilføjede derhos, at han senere skulle slå de halve af folkene i Søby ihjel, da de ikke var bedre værd, hvortil dog konen tyssede på ham og sagde, at han ikke måtte ytre sligt.

Da nærværende arrestantinde og mand, da de den dag som anført gik over til Steensens, havde talt med forskellige mennesker og navnlig nogle fra Nordby, der ikke ligger længere end ca ½ mil fra Søby, uden at de havde hørt det mindste om, at noget hus i sidstnævnte by skulle være brændt, og Steensens kone under deres ophold hos hende ikke havde talt derom, så at de først erfarede det ved Steensens ovenanførte ytringer ved hans hjemkomst, må arrestantinden holde sig overbevist om, at det var samme aften, at bemeldte hus var brændt, i hvilken anledning dommeren bemærkede, at det var ham bekendt, at ovenanførte ildløs udbrød om aftenen den 5. september kl. mellem 10 og 11.

Arrestantinden og mand blev hos Steensen om natten, og den følgende dag fulgtes han hjem med dem og forblev til den nævntfølgende dag, da hans kone og søn også kom hjem til dem.

Steensen har ikke på nogen måde udladt sig med, at han havde påsat ovenanførte ild, men den omstændighed, at ilden efter arrestantindens formodning iflg. det ovenanførte må have fundet sted den omforklarede aften i forbindelse med de anførte ytringer af Steensen ved hans hjemkomst, har vakt den formodning hos arrestantinden, at han har kunnet foranledige anførte ildløs.

Derefter fremstilledes arrestanten Hans Hansen, Klodsmageren, der på anledning forklarede, at han meget vel erindrede, at Hans Steensen og hans søn en dag i efteråret 1852, uden at arrestanten bestemtere kan erindre tiden, kom han til Flemløse ved middagstid for at fiske i den i nærheden af arrestantens bolig værende tørvegrav, hvori der var gedder. Steensen lod hente en del brændevin, hvoraf hen blev temmelig beskænket og forlod i denne tilstand nærværende arrestant kl. ca. 8½.

Idet arrestanten på anledning bemærkede, at den nærmeste vej fra Flemløse til Nordby fører igennem Søby, og at der fra Flemløse til sidstnævnte by er ca ¾ mil og fra den igen til Nordby ca. ½ mil, tilføjede han, at han morgenen efter at Steensen som anført havde været hos ham erfarede, at Morten Vævers hus i Søby for foregående aften var afbrændt. Steensen var imidlertid aldrig for arrestanten udladt sig med, at han havde del i den anførte ildløs.

Derefter fremstilledes arrestanten Steensens ovennævnte søn, Peder Hansen, der næst at bemærke at han er 10½ år gammel på anledning forklarede, at han vel mindes, at han engang havde været med sin fader hos forrige arrestant i Flemløse for at fiske. De kom dertil op ad formiddagen og gik derfra ud på eftermiddagen, og erindrede han, at Tønnesen og kone var hjemme hos dem, da de om aftenen indfandt sig.

Endvidere tilføjede han, at hans fader og han på hjemvejen fra Flemløse gik gennem Søby, og at han så, at Morten Vævers hus, hvis beliggenhed var ham velkendt, var brændt, og at nogle folk stod der i nærheden. Denne forklaring vedblev komparenten med megen bestemthed, skønt det gentagende forholdes ham, at den er i strid med de ovenfor anførte forklaringer. Komparenten mindes vel, at han engang med sin moder har været hos Tønnesen og kone, hvor hans fader dengang allerede var til sted, men om det var kort efter, at han som anført havde været med sin fader i Flemløse for at fiske, erindrede han ikke.

15/7 blev arrestanten Steensens hustru, Ane Kirstine Andersdatter igen arresteret og fremstillet i retten. Her blev hun spurgt om sit forhold til arrestanten Tønnesen og dennes hustru. Hun erkendte, at nævnte ægtepar engang i efteråret 1852 havde været på besøg hos hende og blev der natten over. Om hendes mand var hjemme da ægteparret ankom erindrede hun ikke, ligesom hun ikke erindrede, om hun fulgtes hjem med ægteparret og hendes mand, skønt hun godt huskede, at hun havde været på besøg hos ægteparret.

Derimod forsikrede hun, at hun med vished ved, at hun og hendes mand, dagen efter at Morten Vævers hus var nedbrændt, var hos gårdmand Henning Nielsen i Nordby for at hjælpe med høste, og at brandfogeden havde været ved dem om natten, fordi hendes mand skulle møde ved branden, men at han just, fordi de den følgende dag skulle høste for Henning Nielsen havde undskyldt sig med et dårligt ben. Hun fastholdt denne forklaring uagtet uoverensstemmelser med andre arrestanters forklaringer, samt at brandfogeden og denne mænd havde nægtet, at nogen af dem var hos Hans Steensen for at tilkalde ham i anledning af branden i Morten Vævers hus.

Dommeren fandt på dette grundlag bestyrket mistanke om, at Hans Steensen havde del i branden, og at hans hustru med sin forklaring søgte at dække over hans misgerning. Hun blev derfor fortsat fængslet.

Inden retsmødet blev hævet bemærkede dommeren, at han i den anledning havde talt med tugthusfangen Lars Tønnesen i Odense Tugt- og forbedringshus, og at denne vel har indrømmet, at han som af hans kone omklaret med denne har været på besøg hos arrestanten Hans Steensen, der ført om aftenen kom hjem i beskænket tilstand, men ligesom han har nægtet at kunne mindes med nogen bestemthed, hvad tid dette besøg fandt sted, således har han også benægtet at kunne huske, at Steensen ved den lejlighed udlod sig således som af Tønnesens kone omforklaret.

3. august 1854 blev retten sat i Københavns kriminal- og politirets 4. kriminalkammers lokale samt administreret af den sædvanlige dommer og protokolfører. Alle de fynske fanger – i alt 30 fanger – var overført til Københavnske arrester, Laurine Boye dog til Forbedringshusets sygestue.

De anklagede blev nu hver for sig foreholdt forklaringer og vidnesbyrd.

14/8 blev arrestanten Hans Steensen fremstillet i retten. Han forklarede, at han vel erindrer, at han engang i året 1852 havde været i Flemløse i nærheden af, hvor arrestanten Klodsmageren, Hans Hansen, bor, for at fiske i en derværende stor tørvegrav. Han havde ved den lejlighed sin lille søn med sig. Da arrestanten om morgenen gik hjemmefra, hørte han på vejen, at Morten Andersen Vævers hus i Søby var brændt den foregående dag, men han passerede ikke der forbi, hvorimod han gik en vej forbi Skovgården.

Arrestanten forblev hos Klodsmageren til hen ved eftermiddagen, da han gik hjem i noget beskænket tilstand og gik da gennem Søby, ved hvilken lejlighed han passerede tæt forbi Morten Andersens afbrændte hus, men mindes ikke om han der i nærheden talte med nogen.

Ved hans hjemkomst antraf han Lars Tønnesen og hustru, og mindes han, at han talte om, at væverens hus var brændt, og da en gårdmand Jacob Jørgensens gård noget tidligere var brændt, ytrede arrestanten, at hans svoger Hans Larsens hus, der lå i samme retning fra Jacob Jørgensens gård som væverens hus og kun i meget kort afstand fra dette nu vel snart også ville gå, hvorved han tillige tilføjede, at det snart kunne gå med ved samme lejlighed, men ligesom arrestanten på det bestemteste nægtede selv at have nogen som helst andel i, at Morten Vævers hus brændte, således nægtede han også ved bemeldte lejlighed at have brugt nogen som helst ytring, der kunne have nogen hentydning til, at han ville sætte ild på Hans Larsens hus.

Dagen efter at arrestanten som anført havde været i Flemløse, fulgte han sammen med Lars Tønnesen og hustru, der om natten var forbleven hos arrestanten.

18/8 blev han igen fremstillet i retten. I retten blev fremlagt en rapport, en dåbsattest og 3 straffeattester.

Arrestanten bemærkede, uagtet han blev formanet til sandhed, at han aldeles intet havde nogen andel i den ildebrand, der var overgået Morten Andersen Vævers hus. Han tilføjede derhos, at han intet havde at bemærke ved eller tilføje sine tidligere afgivne forklaringer, hvilke han forsikrer at være den nøjeste overensstemmende med sandhed.

Han kunne bekræfte de fremlagte papirer.

Domsafsigelsen fremgår ikke af kommissionspapirerne, men retten afsagde 21. august 1855 dommene i sagen.

Hans Pedersen Steensen blev dømt til 16 års tugthus for omfattende tyverier.

Ane Kirstine Andersdatter blev dømt for hæleri med 6 x 5 dages fængsel på vand og brød.

Hans Steensen blev indsat i Horsens Tugthus 29/8 s.å. Her døde han 7/11 1866.


Kilder:
Broendehus sagen. Transskription af commissionsdomstolens protokol (findes på nettet).
I forbrydernes fodspor
De fynske sager (1852-58