Læserbrev i Fyens Stiftstidende

(Indsendt)

Om Mormonernes Optræden i Willestofte

Det var i Begyndelsen af 1852 at det Rygte udspredted, at Mormonerne havde Udsendinge i de forskjellige Dele af Landet for at forkynde denne Sects Lærdomme, arbeide for Lærens Udbredelse og vinde Tilhængere for det nye Guds Rige, hvis Medlemmer som bekjendt kalde sig de sidste Dages Hellige i Christi Kirke. Rygtet viste sig desværre at være Sandhed. Det varede ikke længe førend Mormonpræsternes Navne vare paa Menighedens Læber og deres Lærdomme, frit forkyndte, drøftedes i mindre som større Forsamlinger førend Mormons Bog blev henlagt paa Hylden ved Siden af Bibelen. Her at fremstille Sectens Lærdomme vilde være for vidtløftigt og ligger udenfor Hensigten med denne Beretning – en omhyggelig og udførlig Fremstilling findes i Theologisk Tidsskrift, udgivet af Biskop Engelstoft og Prof. Scharling ---; men en bedrøvelig Tildragelse, som for nylig er indtruffen i Paarup Sogn, giver Indsenderen Anledning til deri at see en Følge af disse Mormoners uhindrede Prædiken og frække Optræden i Husene som i offentlige Forsamlinger, hvoraf de sørgelige Frugter i de Sogne, hvor de have havt frit Spil, ligge klart for Dagen i de hæftige Forfølgelser, hvorved Folket i Religionsiver har troet at kunne dæmpe den falske Røst, medens den urene Aand dog ikke er faren ud af Legemet; i den usalige Spaltning i Familiekredse, hvor Manden staaer mod Hustruen og Slægtning mod Slægtning, og Kjærlighedens Aand ikke længere forener, men Bitterhedens og Hadets aand dræber formedelst Uoverensstemmelse i Religionssager. Det er udenfor al tvivl, at Mormonernes falske Lærdomme, og deres Præsters snedige Fremgangsmaade med at vinde Sjæle for det nye Guds Rige, de af dem her anvendte næsten torturmæssige Forsøg paa at friste Anders Nielsens Samvittighed, har været den fornemste Grund til den hos Anders Nielsen foregaaede Sindsforvirring, har fremkaldt en forrykthed i hans Sjæl, en Slappelse i hans Sjæleevners fornuftige Virksomhed, saa at man ved at høre om det af ham udøvede Mord, maa betages af Medlidenhed med dette stakkels vildledte Menneske og sige, der er De, som have større Skyld end Han.

Naar Mormonernes Præster komme til et Sogn, sende de Bud om i Husene og lade bekjendtgøre Tid og Sted, naar de vilde prædike, og folk, som i Almindelighed ere begjærlige efter at høre det Nye og Usædvanlige, strømme da sammen; hos Mange fremkommer vel ogsaa den Tanke, at siden disse simple Lægfolk, som ikke have ”studeret til Præst”, kunne træde op og prædike, maa det vel kunne lønne sig at gaae eengang hen for at høre dem, og den Ene trækker den Anden med sig. Til Villestofte By ankom i Vinterens Løb tvende Mormonpræster, den ene efter sigende en Skomager fra Kjøbenhavn, den anden en Huusmands Søn fra Korup, hjemvendt som permiiteret Soldat fra Kjøbenhavn, hvor han maa have modtaget Gaver til at prophetere, siden han blev fundet værdig af Mormonerne til at udsendes som Sectens indviede Præst. Fra Korup streifede begge over Grændsen til Villestofte, tilsagde Beboerne til offentlige forsamlinger paa flere meest afsides Steder, udkrammede deres Viisdom og Bøger som en anden Vare og – gjorde ret gode Affairer. Men sørgeligt er det tilviése, at see det danske Folk, idetmindste en Deel af det, som med Grund kan glæde sig ved oplyste og nidkjære Kirkens Lærere og Skolelærere, at lytte til og bøie sig for saadanne Propheter, der uhindrede ikke undsee sig ved at stemple Hines Gjerning i Kirke som i Skole som falsk, der ere frække nok til at opramse en mængde af Syner og Aabenbarelser som den hellige Aands Gaver. Sørgeligt var det at komme paa den Tid ud i Menigheden, thi Rygtet fortalte snart om Een af Menigheden som Frafalden, snart om en Anden. Vantroens Røst hævede sig og fremførte det gamle Ord: ”Hvad er Sandhed”? Letsindigheden glædede sig over i denne religiøse Bevægelse at finde et muntert Optrin i det trivielle daglige Liv. (Forfølgelserne mod Mormonerne.) Enhver kjender jo det menneskelige Livs Forvildelser, naar Mennesket ikke vil lade den guddommelige Sandheds Aand bøie og styre Villien saa at den lyder den erkjendte Sandhed. Men Gud havde sine trofaste i enhver Tid, saa ogsaa i denne Tid, for Menigheden saa fuld af Angst og Bekymring, som fandt Hvilen og Freden for Hjertet i Guds Huus som lade sig nøies med Guds Naade, erindrende det Ord: ”Herrens Ord er sandt, og hvad han tilsiger, det holder han visseligen”. Iblandt de Frafaldne var ogsaa Huusmand Anders Nielsen. Efter den Kundskab, Indsenderen har erhvervet sig om denne Mands tidligere Liv er der tilvisse Meget i hans Karakteer, hvoraf man maatte befrygte, at han ikke kunde modstaae i Fristelsens Grund. Man siger om ham, at han i Ungdommen har ført et regelløst Levned, medens han dog senere levede stille og roligt og arbeidede ufortrødent for sin Familie, ligesom ogsaa i Hjemmet alt vidnede om Orden og Dygtighed hos begge Ægtefællerne; men af og til fandt man ham underlig indesluttet og tungsindig, og han afsondrede sig da ganske fra Menneskene. Naar man endvidere veed, at hans Opdragelse var forsømt, og det senere maaskee har været ham lidet magtpaaliggende at beskæftige sig med Guds Ord, er det begribeligt, at han er bleven overrumplet og ikke istand til at finde hvor Sandheden var, har givet efter for Mormonernes Overtalelser og ladet sig døbe. At falde er menneskeligt, men ikke at rejse sig fra Faldet, naar Gud giver kræfter og ved sit Ord: ”Gud vil ingen Syndere Død, men at han omvender sig og lever” vil oprejse den Faldne, er syndigt; og dette kan siges om Anders Nielsen. Fristet haardt faldt han for Mormonernes Angreb, thi han sveeg sin nedarvede Tro og lod sig døbe til Mormons Lære. Hans Fristere bleve ikke bestaaende i Sandhed, thi Sandhed var ikke i dem; dette sagde hans Hustru, hans Sjælesørger ham, de søgte i Forening at komme den Svage til Hjælp, at bringe ham Hjertefreden tilbage, da hans Synd opgite for ham, og han bekjendte den med Tegn til Anger. Enkelte af Menighedens Bedste gik til ham, læste for ham, talte til ham om Guds Ords Klarhed og den trøst, det indeholdt for den angergivne og bodfærdige Synder. Det deeltagende Hjerte fandt han; det sukkede, græd og bad for ham. Man gik med Haab til hans Bolig, i det Haab, som Gud giver, naar det hedder: Gud er stærk i den svage, men forgæves. Guds Ord havde, som det syntes, ikke Trøst for ham. Hvad Sjælesørgeren, hvad Hustruen og Børnene ved Taarer, ved Trøst, ved Kjærlighed opbyggede, nedrev Fjenden igjen. Han angrede sin Synd, men Angeren havde ikke fæstet Rod i hans Hjerte til Omvendelse; han frygtede mere Mormon end Gud, og han faldt, og Faldet var dybt. Der forgik midlertid en sørgelig Forandring i hans Sjæl. Han havde været indesluttet; denne Indesluttethed gik, medens Mormonerne havde deres Værk i Gang med ham, over til Tungsindighed, og tilsidst, da han havde ladet sig døbe, uden at føle sig kraftig tilskyndet til at vende tilbage til Kirken, saa faldt han meer og meer til Grublen og Melancholi, som viste sig paafaldende i hans Ydre. Under denne formørkede Sindstilstand maa Religionsskrupler have fremkaldt hos ham en førhen ukjendt Følelse af Bitterhed og Had mod Hustru og Børn; han talte ikke til dem, arbeidede ikke, spiste ikke, han blev en Gaade for sin Omgivelse, men det frygtelig afmagrede Legeme og Øinenes vilde Udtryk lod ane Undfangelsen af en gyselig Tanke, efter al Sandsynlighed fordi hans Hustru vilde forblive sin Gud og Frelser tro. Opdagelsen af denne Tanke skete ved tvende mislykkede Forsøg paa at ombringe Hustruen, første Gang ved at ville qvæle hende, anden Gang ved at have henlagt en skarp Kniv paa et Sted, som tydede paa, at han, medens Konen sov, ville begaae Mordet. Da Sjælesørgeren og Sognefogeden efter disse utvivlsomme Ytringer af Afsindighed hos Manden ikke kunde have Indflydelse paa et Menneske, der ikke havde sine Sjæleevners Frihed til det Gode, blev han overleveret til Øvrigheden som en farlig Person for det Offentlige og bragt til Hospitalet i Odense. Løverdagen den 31. Juli kom han efter Konens Begjæring tilbage til Hjemmet, og om Søndagen den 1. August efter Middag myrdede Ægtemanden sin Ægtehustru. Hun blev en Martyr for sin Tro og Kjærlighed til Gud og sin Frelser Jesum Christum.

Tirsdagen den 3die August stededes hendes jordiske Levninger til Hvile paa Paarup Kirkegaard. I Ligtoget saae man en gammel graahaaret Mand, den Aflivedes Fader, bøiet af Alderdom og Sorg og den afdødes tvende Døtre, saa hurtigt berøvede en kjærlig og øm Moder, saa tidligt haardt prøvede. Til Toget sluttede sig ikke Faa af Menighedens medlemmer. I Kirken talte den gamle ærværdige Sognepræst et Guds Ord til Advarsel og til Trøst for Sørgeskaren, og nedbad Guds Kjærlighed over den forsamlede Menighed, hvortil den trængte saa meget i disse Prøvelsens tunge Dage.

S

Se Rettergang her.