Sognefogeden var myndighedernes forlængede arm

Af forfatteren Chris Parø i 1971
Engang var sognefogeden amtets mest betydningsfulde mand, men siden er opgaverne svundet ind, og nu er dagene talte for det århundredgamle myndighedshverv

Politiet er af den opfattelse, at spareplanen må ramme sognefogederne, som der ikke mere er brug for, skønt de gennem hundreder af år har sørget for lovens overholdelse i sognene. En gammel og betydningsfuld institution vil dermed blive ophævet i vor mere rationelle tidsalder.

Sognefogdens opgaver er gennem de sidste år blevet færre og færre. Nu er også udstedelse af hundetegnene faldet bort, og tilbage er der ikke stort at gøre for vore dages sognefoged.

Hvor længe vi har haft sognefogder, vides ikke med bestemthed, men der tales om sådanne fogder helt tilbage i det sekstende århundrede. De synes dog ikke at have virket tilfredsstillende. Nogle tiltog sig for megen magt, medens andre bare lod tingene gå sin skæve gang.

Disse forhold gav anledning til, at der 11. november 1791 blev udstedt en kongelig forordning, der fra nu af skulle blive grundlaget for sognefogedinstitutionen.

Sognefogdens virke skulle fra nu af og mere end halvandet hundrede år frem blive af største betydning. Det var ikke så helt lidt sognefogden som sognets mest fremstående mand, måtte tage sig af. For det, fik han et mindre vederlag, der suppleredes med sportler og afgifter for visse forretninger som tvangsauktioner og udpantninger.

Sognefogden skulle være af almuen. Sognerådet havde pligt til at udpege tre kandidater til posten, og ingen måtte undslå sig. Derefter måtte amtsmanden vælge den, han fandt mest egnet til det ansvarsfulde erhverv.

Skulle sørge for ro og orden i sognet

Men hvad var nu sognefogdens opgave i de mange år, han spillede en væsentlig rolle i sognene? Først og fremmest var sognefogden myndighedernes forlængede arm ud i de små samfund på landet. Det var sognefogden, der skulle sørge for, at der herskede ro og orden i sognet, og det var sognefogden, der måtte sørge for, at højere myndigheders ordre blev efterkommet, og herunder, naturligvis politimesterens bestemmelser. Det er ikke for meget sagt, at sognefogden blev midtpunktet i sognets verdslige liv som præsten var midtpunkt for det åndelige. Hvad der end skete af mere usædvanlige ting, var det altid sognefogden, man måtte henvende sig til.

Jagede vagabonder ind i nabosognet

Sognefogden havde nok at gøre. Nok kunne det forekomme, at han i hele sin embedsperiode aldrig kom ud for at skulle arrestere grovere forbrydere, men så lagde til gengæld mindre uorden beslag på hans tid. Sognefogden skulle, og det var for sognet meget vigtigt, holde øje med omstrejfere. Betlere og vagabonder blev brutalt arresterede og sendt ud af sognet, men det havde sin forklaring i den omstændighed, at sognet var pligtig at tage sig af en syg fra et andet sogn, om han nu befandt sig netop på dette sted. Om han døde, var sognet, han befandt sig i pligtig at betale begravelsen, så det var om at jage tilfældige vagabonder væk hurtigst muligt.

Tendenser til oprør eller ulovlige møder skulle sognefogden også hindre og rapportere, og han skulle inddrive skatterestancer og pante ud samt lade foretage tvangsauktioner. Sognefogden måtte tillige hindre løsgængeri. Var nogen uden fast tjeneste, var de pligtige at henvende sig til sognefogden, der så skulle anvise dem arbejde, ja om fornødent annoncere ved kirkestævnet.

Kom der bud fra kongen eller anden øvrighed, skulle sognefogden forkynde budskabet og sørge for at befordre budet videre til næste sogn. I tilfælde af ildløs var sognefogden den, der skulle lede slukningsarbejdet, og ved udbrud af smitsomme sygdomme, var han den, der skulle iværksætte foranstaltninger, der kunne hindre spredning af soten.

Sognefogden kunne foretage borgerlige vielser, og hos ham opbevaredes byhornet, hvormed sogneboerne kunne kaldes sammen i kritiske situationer.

Privilegier

Til gengæld for alle disse hverv, var sognefogden fritaget for indkvarteringer og pligtarbejde og kørsel for konge og øvrighed, men det forlangtes, at han var sagtmodig. Lidt vel meget at forlange af en mand, hvis ord var lov. Grunden var vel den, at man havde oplevet sognefogder, der var rene despoter.

I dag har politiet overtaget de fleste af sognefogedinstitutionens funktioner, og kommunesamlingerne har gjort, at det gamle embede må forsvinde.

Chris Parø


I begyndelsen af 1995 var der endnu sognefogeder følgende steder: Læsø (3), Femø, Fejø, Sejrø, Årø, Endelave, Anholt, Askø, Avernakø, Bjørnø, Lyø, Drejø, Hirsholmene, Strynø og Tunø. Min morfar var sognefoged fra 1944 til 1971, hvor han blev Ridder af Dannebrogsordenen. Du kan se hans levnedsberetning ved at klikke her.