Anders Nielsen - rettergang

Anders Nielsen, født 1809 i Korup Sogn, død 26 Jan 1892 på Middelfart Siindsygeanstalt, begravet 30 Jan 1892 på Middelfart Kirkegaard.

Politiafhøring

Aar 1852 den 5. Juni blev Odense Herreds Politiret i Overværelse af Retsvidnerne Knudsen og Vestring sat paa Herredscont., hvor da: no.101/1852 blev optaget Forhør i Anledning af, at Sognefoged Peter Christian Nielsen af Villestofte i Paarup Sogn har anmeldt, at Huusmand ANDERS NIELSEN i Gaar for Pastor Brummer og den anden Sognefoged i Sognet, Rasmus Nielsen skal have vedgaaet, at han for kort Tid siden havde taget en kniv med sig i Sengen om Aftenen for at ombringe Konen, hvilket Sognefogden P Chr. Nielsen, der for Retten fremstod, gientog, tilføiende at Konen allerede for en Tid siden har klaget til ham over, at Manden vilde qvæle hende, hvorfor Comp. ogsaa har bevirket, at der af Naboerne i Villestofte er afgivet Nattevagt hos ANDERS NIELSEN, som Comptn. forøvrigt har anseet for syg og sindsforvirret, og paa Grund af hvilken Anskuelse Compt. heller ikke har giort nogen Anmeldelse om denne Foranstaltning tidligere.

Oplæst og ratihab.

Sognefogden fremstillede derpaa Huusmand ANDERS NIELSEN af Villestofte Mark, samt overleverede Retten den Kniv, ANDERS NIELSEN havde taget med sig i Sengen. ANDERS NIELSEN forklarede han er 42 Aar gl., født i Korup Sogn, har været givt med sin Kone Ane Kirstine Pedersdatter i omtr. 20 Aar, har med hende 2 Børn, der ere voxne og ude af Huuset. Han har boet omtr. 8 Aar i Paarup Sogn og intet havt paa sin Kone at klage, men for nogen Tid siden, da han vaagnede om Natten, opstod den Tanke hos ham, at han skulde qvæle hende; han havde ikke tænkt derpaa før og henvendte sig ogsaa i Bøn til Gud om at tage den Tanke fra ham. Han stod op og gik udenfor, men intet kunde faa ham fra denne Fristelse, hvorpaa han forsøgte at qvæle hende, medens hun sov. Han greb med den venstre Haand om Halsen over Struben og holdt med den højre Haand den ene af hendes Arme, men hun vaagnede, vristede sig løs fra ham og undgik hans Bestræbelse. Der laae den Nat i samme Værelse, foruden de smaa Pleiebøm de have, hans ældste Datter, der er 19 Aar gl., men i en anden Seng. Der hengik en halv Snes Dage, hvori han ikke hjemsøgtes af den samme Tanke, men derpaa tog han den af Sognefogden medbragte Kniv med sig i Sengen med den Beslutning om Natten at dræbe sin Kone; om han vilde stikke hende eller skjære hende med den havde han ikke overlagt. Men den Nat lagde hun sig i en anden Seng, og Comptn. sov hele Natten, saa at han ikke giorde noget Forsøg imod Konen. Han siger, at han ikke tragtede efter at ombringe hende i den Tanke derved at giøre hende noget godt eller at udrette noget godt for sig selv eller for selv at miste Livet, men han var greben og nedtrykt af et mørkt og bekymret Sind. Dette har han baaret paa, siden han i Vinter gik over til Mormonerne og blev døbt af en Præst Andersen fra Kjøbenhavn. Comptn. talte med Konen om at gaa over til samme Sect, men hun vilde ikke, hvorimod hun søgte at formaae ham til at lade det være, men da han troede paa den Maade mere at nærme sig Gud, da kunde han ikke undlade at lade sig døbe. Compt. forklarede endda, at han den Aften, da han tog Kniven med sig i Sengen, hentede den i en anden Stue, efter at han var afklædt og holdt den, som han derhos viser, i den venstre Haand med Bladet langs med den venstre Arms indvendige Side, saa at den ikke kunde sees. Hvilken Aften det passerede veed han ikke at opgive. Da han derpaa blev tilspurgt, om han virkelig havde til Hensigt med Kniven at berøve sin Kone Livet? svarede han, efter at Spørgsmaalet oftere var gientaget: NEI!! Men da denne Afvigelse fra hans tidligere Vedgaaelse blev ham foreholdt, og han opfordredes til at forklare, hvad Hensigt han da havde med at tage Kniven med sig i Sengen, saa var han ikke til at formaae til at afgive noget Svar, og da det heller ikke lykkedes ved Betydning af hans fuldkomne Pligt i denne Henseende at formaae ham til at give et tydeligt Svar, saa blev det tilførte oplæst og ratihab. som rigtig tilført af Retsvidnerne, der ligesom Dommeren maatte attestere, at ANDERS NIELSEN saa længe han indlod sig paa at svare, ikke har røbet nogen Mangel paa Opfatningsevne eller Forstand, hvorimod hele hans Ydre vare præget af en mørk Tungsindighed. Paa grund af de Tilstaaelser ANDERS NIELSEN har afgivet, maatte Retten dekretere Nødvendigheden af at belægge ham med.........? Arrest, men efter Omstændighederne bliver han foreløbig at indlægge paa Graabrødre Hospitals Sygestue, hvorhen han derfor, efter at ogsaa det sidst tilførte var oplæst og af Retsvidnerne ratihab., blev bragt. Den fremlagte Kniv, der er en simpel Bordkniv med maadelig Eg og daarlig Spids blev kjendeliggiort ved et Aftryk af...? Segl.

Forhøret udsat.
Knudsen
Vidner: Vestring og Knudsen

Kilde: LAO Odense Herredsfogeds Arkiv. Forhørsprotokoller 1850-1854 side 307

Politiafhøring

Aar 1852 den 7. Juni blev Odense Herreds Politiret i Overværelse af Retsvidnerne Andersen og Erichsen sat paa Herredscont., hvor da: No.101/1852 Cont. Forh.: fremstod Anders Nielsens Kone ANE KIRSTINE PEDERSDATTER, der forklarede, hun har været givt med sin nuværende Mand i 19 Aar; deres ældste Datter fylder snart 18 Aar, ernærer sig som Sypige og er derfor kun hjemme i en enkelt Nat. Den yngste Datter, 14 Aar gammel, tjener udenfor Huset, og de have ikke flere Børn, hvorimod de have 2 Pleiebørn, det ældste 7, det yngste 3 Aar. Hun har altid levet godt med hendes Mand, men strax efter Juul sidstl. kom der en Mormon til Sognet, han holdt 3 Forsamlinger, hvilke baade hun og hendes Mand bivaanede. Bmte. Mormon laante hendes Mand et nyt Testamente, hvor han deraf har læst i baade Nat og Dag, hvorpaa han besluttede at blive Mormon og forsøgte at formaa hende til det samme, hvilket hun imidlertid ikke vilde. Uagtet hendes Modstand lod han sig alligevel døbe som Mormon tilligemed 2 andre d. 12 Jan. d.A., men kort efter fortrød han det og har siden været ligesom forstyrret, har gaaet paa Gulvet, vredet Hænderne og klaget, at han ikke vilde finde Naade for Gud. Naar han en 14 Dages Tid har været saaledes nedslaaet,, har han en 14 Dages Tid gaaet stille hen, og saaledes gled Tiden til 1. Maie sidstl.. Om Morgenen Kl. 3 mærkede hun, at han stod op og tændte Lys, som han ofte har giort, og som hun derfor ikke agtede videre paa, men da hun havde lagt noget og lige var faldet i Søvn, følte hun sig greben om Struben. Da hun vaagnede derved, erfor hun, at Anders Nielsen med den venstre Haand havde grebet hende om Struben og med den højre Haands Tommelfinger trykkede hendes Haand tilbage. Det lykkedes hende at rive sig løs, men Anders sagde, at hun skulde døe og greb fat paa hende paa samme Maade som før. Imidlertid lykkedes det hende at rive sig løs og komme paa Gulvet. Deres ældste Datter, Karen Marie, laae den Nat hjemme og i samme Værelse som Forældrene, men mærkede intet, før de begge kom paa Gulvet, da ogsaa hun forlod sin Seng. Siden d. 1. Maie nærmest foregaaende Tid, havde Anders gaaet stille hen, det samme vedblev efter denne Begivenhed, og han udlod sig hverken under Angrebet eller senere om, hvorfor han vilde, at hun skulde døe. Heller ikke har hun talt til ham derom senere, men hun har lagt i den anden Seng, den, hvori Karen Marie laae den Nat, og han har ikke siden angrebet hende. Hun havde vaaget over ham i 4 Nætter og henvendte sig derpaa til Sognefoged Peter Christian Nielsen om Bistand i denne Henseende, hvorpaa dels han og dels andre Naboer afgav Nattevagt hos ham, og om Morgenen, efter at der saaledes første Gang havde været Vagt i Huuset, var det, at hun fandt en Kniv i Mandens Sengehalm. Hvorledes eller naar han har taget denne Kniv til sig eller hvorfor, kan hun ikke forklare. Hun genkiendte den tilstedeværende Kniv som den samme, der laae i Halmen. Den var opbevaret i en Dragkisteskuffe i Naboværelset ved deres Sovekammer. Hun mindes ikke, at han var i det Værelse, før han den Aften gik til Sengs. Oplæst og ratihab. Efter fremstod Anders Nielsens Datter KAREN MARIE (vor ane) der forklarede, at hun snart fylder 18 Aar, at hun som Sypige sjældent ligger hjemme om Natten, men at det var Tilfældet baade Natten d. 1.ste Maie, da hendes Fader efter hendes Moders Forklarring havde grebet hende om Struben og den Nat, da hendes Moder om Morgenen fandt den tilstedeværende Kniv i Faderens Sengehalm. Af det førstomtalte Optrin har hun intet seet, fordi hun sov, indtil Moderen, efter at være kommet paa Gulvet, vækkede hende, og hvad Kniven angaar, da ved hun intet om, hvorledes eller i hvilken Hensigt den var kommet i Faderens Seng, hun har ikke hørt ham ytre noget enten derom eller at han.??? vilde qvæle hendes Moder endsige hvorfor. Hun veed, at Faderen gik over til Mormonerne og siger, at han siden den Tid har været saa meget vankelmodig. Oplæst og ratihab........ ved Moderen. Fremstod Sognefoged Rasmus Nielsen af Snestrup, der afleverede en skrivelse fra Pastor Brummer saal. og derpaa afgav: det var d. 4.d. M.., at Compt. ledsagede Præsten til Anders Nielsen, hos hvem der var sat Vagt Aftenen før. Konen havde, da de kom, fundet Kniven i Sengen. Compt. kjender ikke den tilstedeværende bestemt som den samme, men bekræfter, at den forefundne var en saadan. Uagtet Præsten talte baade kjærligt og alvorligt til Anders Nielsen var det ikke muligt at faa denne til at udtale sig, men paa Spørgsmaal bekræftede han med JA, baade det Forsøg, han havde gjort paa at qvæle Konen, og at han havde taget Kniven med i Sengen for at ombringe enten hende eller en af de andre. Han ytrede intet om i hvilken Hensigt, han vilde begaa et saadant Mord. Der havde tidligere end d. 3die været saadan godvillig Vagt hos Anders, fordi han var som rasende, men dette var ophørt; om det var paa Grund af, at han blev bedre, ved Compt. ikke, fordi Anders Nielsen ikke boer i hans District. Men d. 3.die juni havde Konen klaget for Præsten, at Anders var bleven saa slem igjen, hvorfor Vagtholdet blev????. I Sognefoged Peter Chr. Nielsens Fraværelse besørgede Compt. Natten efter 3. Juni, og da det fornødne i saa Henseende var ordnet, gik han om og underrettede Konen derom, hvilket Anders Nielsen paahørte, da han var i Stuen.

Oplæst og ratihab????.

Forhøret udsat

Knudsen
Vidner
J. Morten Erichsen
C. Andersen

Kilde: LAO Odense Herredsfogeds Arkiv. Forhørsprotokol 1850-1854 side 307 & 308

D. 9. Juni 1852 til Stiftamtet

Stiftamtet har under Dags Dato forlangt min Betænkning angaaende den i Daareanstalten indlagte ANDERS Nielsens Sindstilstand. Jeg skal i den Anledning ikke undlade tjenstligt at meddele, at ovennævnte Patient ved Indlæggelsen var i en saa ustyrlig Tilstand, at han maatte iføres Tvangstrøie og strengt bevogtes, og at han vel senere er blevet føieligere og kan benyttes til et og andet Arbeide. men han endnu viser saa ringe Grad af fornuftig Selvbestemmelse, at han under Ophold i Hjemmet under almindelige forhold maa anses farlig for den offentlige Sikkerhed.

Kilde: LAO Odense Herred Fyns Stifts Fysikat Arkiv, Embedslægens Kopibog 1851-1855. 1852 nr. 57

Arrestationen

ANDERS NIELSEN, Husmand og Væver i Villestofte tiltalt for mord, arresteret d. 2. aug.1852. Anor. d. 30. oct.1852 overført for Extraretten.

Kilde: LAO Odense Herredsfoged, Retsbetjente, Kriminalfortegnelser 1838-1884

21. Oct. 1852 til Etatsraad Knudsen

Arrestant Hmd. ANDERS NIELSEN, Villestofte, indbragtes den 8. Aug. dette Aar iflg. Stadslæge Helwegs Attest i Graabrødrehospitalets Daareanstalt som sindsvag. I de første 14 Dage efter hans Optagelse havde han umiskjendelige moridialske Anfald og var overhovedet i en Tilstand, der vidnede om længere Tids mental Lidelse; han gav ikke Svar paa Tiltale, var søvnløs, paavirkedes næppe af høi Kuldegrad og legemlig Smerte, ligesom ogsaa flere Medicamenter ingen Reaktion frembragte hos ham. Efter flere Midlers Anvendelse og hensigtsmæssig Behandling bedredes han efter denne Tid daglig; naturlig Søvn indfandt sig, han gav lidt efter lidt besindig Svar paa Tiltale, deltog i adskilligt Arbeide, og efter at være iagttaget paa mange Maader blev han d. 15. d. M. anmeldt til Udskrivelse som helbredt. Dette er, hvad jeg ifølge Hr. Etatsraadens ytrede Ønske fra mig er i Stand til at meddele angaaende ANDERS nielsens Tilstand under hans Ophold i Daareanstalten.

Kilde: LAO Odense Herred, Embedslægen, Fyns Stiftsfysikats Arkiv. Kopibog 1851-1855. 1852 nr. 122

Stævning

Af Stiftamtet beskikket til paa Justitiens Vegne at actjonere Arrestanten Huusmand og Væver Anders Nielsen af Villestofte i Paarup Sogn for at have med en Øxe dræbt sin Hustru Anne Kirstine Peders Datter, indstævner jeg hermed bemeldte Anders Nielsen fra sin Arrest i Odense til at møde for Odense Herreds Things Extraret den Dag og Tid som Retsdommeren her paa tegnet behagelig bestemmer, for der og da at lide Saggivelse, anføre Paastand og at lide Dom til Strafs Lidelse og Omkostningers Udredelse i Anledning af sin bemeldte Forbrydelse med hvad deraf dependerer efter min nærmere Demonstration og Irettesættelse. Saa indstævnede og den Arrestantens accorderede Forsvarer Hr. Prokurator Tommerup til samme Tid og Sted at møde for Tiltaltes Tarv at varetage. Foreliggelse eller Lavdag kan ifølge Fr. af 3 Juni 1796 ikke ventes.

Odense 3. Novbr. 1852
Modtaget 4. Novbr. 1852
Sagen foretages for Odense Herreds Extraret, dom. Løverdagen d. 6. Novbr Eftermiddag K1.4 holdes paa Undertegnedes Comptoir.
Odense Herreds Comptoir d. 4. Novbr.1852

Lovlig forkyndt d. 5 Novbr.18526

Paa Hr Kasserer Hansens Vegne Aar 1852 den 5te November har nu vi undertegnede Odense Kjøbstads edsvorne Stævnemænd med lovlig forkyndt forestaaende Stævnedag for Arrestanten Anders Nielsen løs og ledig udenfor hans Arrest her i Odense Raadhuus, ligeledes hermed og forkyndt samme for Tiltaltes beskikkede Actor og Defensor de hannem er Procuratorer J.J.Hansen og Tommerup i deres Fraværelse. Førstnævnte har hans Fuldmægtig og Sidstnævnte har hans Kone der begge modtog Forkyndelsen og lovede at give dem hver for sit Vedkommende tilkjende, hvilket vi sammen bekræfte, under den af os en gang aflagte Eed med vore Hænders Underskrift

Datum ut Supra
H.Hansen N.?N Nielsen

Til
(S.T) Odense Herredsthings Extraret

Da jeg d. 8 Novbr. sidstl. incrimerede nærværende Sag mod Arrestanten Huusmand Anders Nielsen af Villestofte Mark til Strafs Undgjeldelse for at have dræbt sin Ægtefælle, henstillede jeg ved mit Indlæg til Retten at erhverve nogle nærmere Oplysninger i Sagen, dels om Tiltaltes Vita ante actra, dels om Stiftsftsicus Aarestrups og Distriktslæge Dr. Esbensens Betænkning over Tiltaltes mentale Tilstand og psyciske Tilregnelighed m.v. I Aftes har jeg i den Anledning imodtaget og som jeg hermed fremlægger:

1. Retsdommerens Skrivelse af Gaars Dato hvormed tilstilles mig.

2. et Contituationsforhør i Sagen begyndt 17. Novbr. og sluttet i Overgaars, hvilken Forhørsact er vedhæftet.

a. Erklæring som Præsten i Tiltaltes Hjemsteds Comune angl. Tiltaltes Vandel og Rygte.

b. Forhør af 23. Novbr. sidstl. fra Skovbye Herredsret over Tiltaltes Moder og Svoger

c. Erklæring fra Præsten i Trøstrup Korup og Attest af Kirkebogen sammesteds, som viser, at Tiltalte er født 6. Novbr. 1809 og confirmeret Aar 1824 i Trøstrup Korup,og altsaa nu er 43 Aar gl.

d. Skrivelse fra Herredsfogden i Lunde Herred, dat. 27. Novbr. og vedlagt Erklæring angl. Tiltaltes tidligere Ophold i denne Jurisdiction samt at han ikke der har været tiltalt. Attestation om, at Tiltalte heller ikke tilforn har været actioneret eller straffet her under Jurisdictionen findes i Acterne.

For ikke at foraarsage noget Ophold med denne Sag, i hvilken Tiltalte er belagt med Arrest, skal jeg strax supplere mit Anklageskrift med de Bemærkninger, hvortil de nu erhvervede yderligere Oplysninger frembyder Anledning. Tiltalte, født af fattige Huusfolk, har modtaget en simpel Opdragelse. Fra den tidlige Barndom, indtil han 14 aar gl. blev confirmeret og derefter sat i Tjeneste hos Bønder, har han drevet omkring og maattet søge Livsnæring ved Betleri. Siden lærte han Væverproffesionen. men valgte senere at ernære sig ved Kurvefletning, Forfærdigelse af Fiskegarn og deslige, saa at han som Præsten Brummer i sin Erklæring af 16. Novbr. ytrer om ham: "Med sin Færdighed og Sparsommelighed vidste at bortfjerne de Savn og Hindringer, som hindrer saa manges Opkomst" samt at flere af Sognemændenes Glæde over at være blevet befriet for dette Individ gav Præsten Anledning til at antage at han i sin Erhvervsflid ikke har..?.. andres Eiendom, herom er imidlertid intet nærmere oplyst. Om Tiltaltes Karacter bemærker Præsten "at hans Væsen var indesluttet." Efter Forklaringerne under Continuationsforhøret, modtog Tiltalte Mormondaaben i Januarri Maaned nu afvigte Aar ved at nedsænkes i et Kjær paa Marken i Nærheden af hans Hus og paa en Tid, da der var tynd is paa Vandet. Dette kolde Bad synes ikke at have indvirket skadeligt paa Tiltaltes Helbred. Tværtimod synes det at have virket helbredende, om end kun momentant. Selv siger Tiltalte, at han efter Badet eller Daaben ikke frøs saa meget som tilforn og sov godt om Natten derpaa. Efter hans Datters Vidnesbyrd ytrede Tiltalte efter Daaben "at den hjalp strax" og efter Hans Broders Jørgen Nielsen Forklaring i Forhøret af 25. Novbr. ytrede Tiltalte da han efter Daaben var kommet op af Vanddammen "at han var som indtraadt i en ny Verden, og at han befandt sig vel". Tidligere havde Tiltalte lidt af febertilfælde, og disse indfandt sig ogsaa senere; han klagede over Hovedpine og indre Uroe, og dette er ogsaa forklaret om ham af de flere af ham værende og afhørte Personer. Carl Julius Lehn forklarer (Actens Pag. 11) at det laae Tiltalte paa Hjertet, at hans Kone og Børn ikke ville følge ham og lade sig døbe. C.J. Lehns Kone Bodil Marie Hansdatter forklarer i Forhør (Acten Pag.6) at Aftenen førend Tiltalte modtog Daaben, holdt Mormonen Andersen en Prædiken i hendes og Mandens Hus, at om Natten derpaa var Tiltalte urolig i Sindet, led af Kulde og rystende udlod sig med, at han følte at han var en Synder, og at det var Bevidstheden derom, som pinte ham - at berøre mest den religiøse Side, og de have overhovedet næppe Sans for Sectens politiske Formaal. C.J. Lehns Hustrue Bodil Marie Hansdatter gik med sin Mand strax ind paa Ideen, modtog Mormondaaben og sluttede sig med fuld Fortrøstning til Mandens Plan om Salget af deres Huus og Eiendele her for endnu i dette Efteraar at afgaae med et Skib, som fra Fredericia skulde føre dem og flere Udvandrere til det dem forjættede Kanaens Land i Amerika. Arrestanten Anders Nielsen skuffede derimod, efter Rygtet, i sin Forventning om lignende Samtykke fra hans Kone. Hun vægrede sig baade i Daaben og i Udvandringen som hun overhovedet slet ikke ændsede den Religion, Mormonernes Emissærer prædikede. Og heri stikker formodentlig Roden til Tiltaltes Sygdom og til Forbrydelsen. Om ikke Tiltalte herover nærmere burde forklare sig og confronteres med sin Naboe C. J. Lehn, i Fald han ikke allerede er af rejst til Amerika, og med sin Datter eller hvilken af disse, der maatte have bivaanet Samtalen mellem Tiltalte og Husfrue om den ovennævnte Gjenstand. henstiller jeg til den ærede Rets behagelige Bestemmelse. Tiltalte, der er 42 aar gl. i en snes Aar har været givt med sin nu dræbte Ægtefælle og med hende har 2 de allerede voxne Døtre, samt i omtrent 8 Aar har været Husmand ved Villestofte i Paarup Sogn, har, saaledes som Forhøret af 5. Juni d.A. viser, allerede i Foraaret forsøgt paa at ombringe sin Kone om Natten i Sengen ved at qvæle hende, idet han, medens Konen sov, greb hende om Halsen og i Struben med det Fortsæt at dræbe hende, men som forhindredes derved, at Konen vaagnede, rev sig ud af Mandens Vold og sprang op paa Gulvet i Værelset, hvor deres Datter Karen Marie ogsaa havde Natteleie. Tiltalte siger: at Tanken om dette Attentat opstod hos ham samme Nat ved at vaagne, at han ikke havde tænkt derpaa før, at han bad til Gud om at drage den Tanke fra ham, og at han stod op og gik udenfor, men at han ikke kunne udfries af Fristelsen og gik derfor atter i Seng og som anført forsøgte paa at qvæle Konen, samt at han, med Forsættet at dræbe Konen, ikke forbandt nogen bestemt Hensigt, at gjøre hende enten godt eller ondt eller at udsætte sig for selv at miste Livet, men at han var blevet grebet og nedtrykt af et bekymret og mørkt Sind, det han har baaret paa, siden han forrige Vinter gik over til Mormonismen for ved hannems Daab mere at nærme sig Gud. Af Konens i Forhøret d. 7. Juni afgivne Forklaring sees, hvorledes hun vedblev at vægre sig i at følge Mandens Overgang til Mormonismen og endogsaa søgte at modsætte sig hans Daab, hvorledes Manden siden grublende og ved Læsningen af Mormonernes Bibel (Nye Testamente) baade Nat og Dag, hendrog Tiden indtil han om Natten d. 1. Mai forsøgte paa at qvæle hende, hvorledes hun siden efter vaagede over ham i 4 nætter og derefter henvendte sig til Sognefogden og fik Bistand med Nattevagt i Huset over Tiltalte, der viiste sig grublende, men holdt sig i en vedholdende Tavshed og Ligegyldighed. Det ses fremdeles af Præstens i Forhørsacten indlemmede Erklæring, at han i Forening med den anden Sognefoged Rasmus Nielsen d.4. Junii d. A. har været i Tiltaltes Huus, havt Samtale med Tiltalte, foreholdt ham den ondskabsfulde Gjerning at qvæle sin Kone og taget den Forsikring af ham ikke oftere at gjøre sligt og at lade Mormonernes fanatiske Lære fare, men at da Konen havde fundet en Kniv i Sengen, hvilken Tiltalte havde lagt der, for dermed at ombringe enten Konen eller en anden, at Tiltalte derefter af Sognefogden blev indbragt for Retten, hvor Sognefogden først forklarer sig om Aarsagen til Vagtholdet i Tiltaltes Huus, hvilken Aarsag han anfører at være den, at Tiltaltes Kone havde fortalt det ovennævnte Attentat, og at Sognefogden selv ansaa Tiltalte for syg og sindsforvirret. Efter at Tiltalte derpaa havde forklaret sig som ovenanført om Attentatet og tilføjet, at det var en halv Snes Dage derefter, at han, uden i det mellemliggende Tidsrum at være blevet hjemsøgt af den Tanke om noget Mordattentat, tog en Kniv med i Sængen med den Beslutning dermed at dræbe Konen om Natten, blev han af Dommeren under Forelæsningen af den i Forhørsprotocollen tilførte Forklaring paa ny examineret om Motivet til Attentatet, og paa Spørgsmaalet om han virkelig havde til Hensigt at qvæle Konen, svarer han nei! Men da der under Foreholdelsen af hans foregaaende Vedgaaelse deraf spørges han, i hvilkenanden Hensigt han da tog Kniven med i Sængen svarer han slet intet, og Dommeren ender Afhørelsen med sin og Retsvidnernes Erklæring om, at Tiltalte ikke har røbet nogen Mangel paa Opfatningsevne eller Forstand, saalænge han indlod sig paa at svare, hvorimod hans hele Ydre bar Præg af en mørk Tungsindighed. Tiltaltes Datter, Karen Marie, der som anført var i Huuset den Nat, han forøvede Attentatet, siger om ham i Forhøret af 7. Junii, at han, siden han gik over til Mormonerne, har været meget vankelmodig, men hun udtaler sig ikke over, om Vankelmodigheden eller Kjedsommeligheden er enten Fortrydelse af Overgangen til Mormonismen eller Konens Vægring og Modstræben betræffende denne Overgang, og den muligt af Tiltalte attraaede Reise til Zions Land, eller Konens eller andres Spotten derover. Tiltalte indlagdes derpaa i Odense Hospital, og 8 Dage derefter gav Lægen Attesten af 12. s. M. om, at Tiltalte under Opholdet der har vist sig rolig og tilsyneladende fornuftig. Den 28. Julii indgav Tiltaltes Kone den under Litra C nævnte Erklæring for at faa ham hjem til sig igen. Den 31. s. M. attesterer Lægen, at Tiltalte længe har udvist en fuldkommen fornuftig og rolig Adfærd, og at han er legemlig rask, samt Præsten Wiberg, at han, efter at have faaet Tiltalte til at fraskrive sig Mormonismen og at vende tilbage til den evangelisk lutherske Lære og Troe, havde fundet ham meget mere frimodig, at hans vedvarende Fangenskab efter Præstens Anskuelse kan lade befrygte, at Tiltalte falder tilbage til sin forrige Tungsindighed, men at Tiltalte, overgivet til sin sædvanlige Beskjæftigelse i Familiehjemmet, rimeligvis vil blive fuldkommen restitureret. Løverdag Eftermiddag kom Tiltalte da hjem og Dagen derpaa, nemlig Søndag Eftermiddag, begik han Mordet. Allerede samme Eftermiddag indfandt Herredsfogden, ledsaget af Stiftsphysicus, sig paa Gjemingstedet for at foretage den udvortes Besigtigelse af den dræbte og til Protocollen at optage de foreligggende Kjendsgjeminger og Momenter, medens Tiltalte selv var sendt under Vagt til Raadhuset i Odense. Ved Undersøgelsen af den Dræbtes Hoved fandtes Hjerneskallen tilligemed Hudbedækningen paa høire Side knuste og sønderevne i den Grad, at Hjernemassen paa flere Steder var traadt frem, og Lægens Sonde kunde med Lethed indføres i den sønderslaaede Hjernehuulhed. Af det høire Øre udflød Blod, ligesom Blod ogsaa fandtes i den halvaabnede Mund. Det Dagen efter af Stiftsphysicus og Districtslægen afgivne Visum repertum og den derpaa under 6. s, M. af Lægen afgivne Conclusion er: 1. At Læsionerne er absolut dødelige. 2: At Saarenes Beskaffenhed stemmer med den afgivne Drabsmaade. 3: At den Dræbtes Død maa ansees som en absolut Følge deraf. Tiltalte havde deltaget med sin Naboe C. J. Lehn i Høstarbeidet paa sin egen Huslod om Formiddagen og deltaget med denne og sin Datter i Middagsspisningen uden at røbe nogen Sindsforvirring. Skrædder Jens Valentin Haagerup, hvis Forklaring i Forhøret af 5. Aug. er af særdeles Betydning, kom et Øieblik førend Misgjemingen ind i Tiltaltes Hus og havde Samtale baade med Tiltalte og dennes Kone og Døtre uden at have forklaret selv at have bemærket Sindsforvildelse hos Tiltalte, der tilbød ham Logi hos sig om Natten, Han siger, at Tiltalte efter dette Tilbud, gik ud fra Stuen i Gaarden og til Udhuset, og at Konen gik efter ham, men vendte strax efter tilbage med den Ytring, at Tiltalte vilde have en Spaankniv, og at han vilde have Hovedet skaaret af Grisen. Tiltaltes Døtre udtalte sig imod et saadant Foretagende, og den Fremmede, som erfarede under Talen derom, at Tiltalte havde været sindsforvirret, fraraadede ogsaa at betroe Tiltalte Kniven. Konen gik da tilbage igjen til Tiltalte, som stod ved Udhuset. Den Fremmede vilde have ledsaget, som det synes, for at bidrage til at gjøre Tiltalte Modforestillinger, hvilket den yngate af Døtrene imidlertid ikke bifaldt, idet hun bemærkede, at hun mange gange forud havde talt til ham (Tiltalte). I det sammee Øieblik hørtes Konens Skrig, og den Fremmede reiste sig fra Sædet for at ile ud og fra Forstuen saae, at Konen endnu stod opreist ved Udhusdøren, og Manden, Tiltalte, hos hende, løftende en øxe og med samme at slaae Konen i Hovedet, hvorpaa hun sank om, og hvorefter Manden endnu slog et Par Gange med Øxen paa den Faldne, eller paa det Sted, hvor hun efter det første Slag maatte være faldet, men som Øienvidnet ikke nærmere var i Stand til at bemærke, fordi den underste Halvdør ind til Laden, hvor Manden stod, var lukket. Den Fremmede, der ikke følte sig stærk og modig nok til at angribe Tiltalte med sit dræbende Vaaben, løb ud og gjorde Anskrig derom til Naboerne, og inden han igen kom til bage til Gjemingsstædet, var et par Karle allerede arriverede dertil og havde grebet Tiltalte, som de førte til Sognefogden. Under hans Transport til Odense vilde Tiltalte slide sig løs; da han anholdtes i Nærheden af sit Hus, erkjendte han at have slaaet Konen med en øxe, men nægtee at have slaaet hende ihjel, og da hans Anholdere vilde besigtige den Dræbte for at overbevise sig om hun virkelig var død eller der endnu var Livstegn, satte Tiltalte sig til Modværge ved at slaae. sparke og kradse hans Anholdere, Peder Jørgensen og Jørgen Pedersen, hvis Forklaring findes i Forhøret d. 2.August, hvor ogsaa C.J.Lehn og Husfrue, der samme Dag havde arbejdet for og spiist til Middag hos Tiltalte, have afgivet Forklaring. Ligesom Tiltaltes Anerkjendelse af hans Anholderes Forklarings Rigtighed vidner om hans Bevisthed, om hans Fornuft i Misgjerningsmomentet saa er og mærkværdig den Forklaring, Tiltalte for Retten afgiver umiddelbar efter Øienvidnet J.V. Haagerup i Forhøret af 5.Aug..Tiltalte forklarer sig der med Nøiagtighed over Forsættet til og Udøvelsen af Misgjemingen. Han siger at han under Samtalen med Haagerup havde Kniven i Haanden men uden Hensigt dermed at tilføie Konen noget ondt; men bekræfter at han da opfordrede Konen til at følge sig ud i Laden fordi han, som han kun paaskiød, vilde have Hovedet skaaret af Grisen, allerede tænkte paa at ombringe hende og at han kun jagede Konen ind i Vaaningshuset at hente Spaankniven for imidlertid at opsøge og faa fat i Øxen som han vidste at maatte være et Steds i Udhuset og hvor han ogsaa snart fandt den, og at, da Konen i det samme Øieblik kom tilbage til ham, han gik hende imøde med Øxen saaledes at Konen forskrækket gav sig til at skrige og at rende tilbage for at komme ud igien af Udhusdøren, men at Tiltalte (muligvis kun et Par Skridt fra hende) forinden naaede at bibringe hende med Øxen det første Slag af hvilket hun strax segnede til Jorden. Der synes altsaa ingen Grund til at antage hvad Tiltalte under den første Afhøring d.2.Aug. foregav "at han var forvildet i Hovedet". Saadan modsiges tillige af hvad der er passeret i Forhøret d. 13 Septbr. af Lægens derunder fremlagte Attest, af Dommerens og Retsvidnernes Attestation om Tiltaltes utvivlsomme Kapacitet til at aflægge Forklaring og af Tiltaltes Forklaring selv. Denne bestyrker snarere det planmæssige i hans Misgierning og Formodningen om at Hensigten med Ytringen om at han nu vilde ud at skiære Hovedet af Grisen - en Ytring erkender kun at have brugt paa Skrømt - har været at bevæge konen til at efterfølge ham derud til Beskyttelse af Grisen, at fjerne hende fra Omgivelsen af Haagerup og begge Døtrene som vilde have forhindret Vold mod Konen, for, efter at have hende lokket ud i Udhuset der at dræbe hende uden andres Forhindring, uden andres Paasyn. Tiltaltes Paaskud at Gierningen var Virkningen af Øieblikkets Indskydelse, bestyrkes ingenlunde af Omstændighederne sammenfattede, men svækkes kun derved naar man erindrer sig hans tidligere Attentater. En momentan indskydelse af en saa unaturlig og ond Tilbøielighed er i al Fald ingen Undskyldning endsige Ophævelse af Tilregnelighed. Det er hverken angivet eller oplyst at Tiltalte lider eller i sit hendragne Levned har lidt af nogen umiddelbar Mangel i Forstandigheden, af nogen universel Afsindighed eller af Fixideer. Hensyn dertil vilde vel ogsaa kun være tilstedelig der hvor det var givet at Tiltalte havde ved Drabet fuldbyrdet en efter fixe Ideer fattet Plan men dette modsige af hans egen Angivelse om at Drabet skete ifølge Øieblikkets Indskydelse. Ved Dommen over Tiltaltes Misgierning maa blandt andre det Spørgsmaal først paatrænge sig: Hvad Motivet dertil har været? Tiltalte har ved sine Forklaringer ikke givet væsentlige Bidrag til Løsningen af dette Problem, men det ligger nær at dwæle hos den Stilling hvori Tiltalte havde sat sig til Mormonerne eller de saakaldede: "sidste Dages hellige". Han havde jo i Forening med sin Naboe og dennes Konne allerede modtaget Mormondaaben, jo maaske endog deliberet med disse eller med Mormonpræsten Jens Hansen af Trøstrup Korup tæt ved han Huus om Afreisen til Colonien i Amerika med det Skib som i dette Øiemed var bestemt til Afseiling fra Fredericia i dette Efteraar. Han havde læst, med Iver læst, Mormonernes Opbyggelsesskrivter; han havde rimeligviis fundet at disse Skrivter ikke væsentlig, end ikke mærkelig, afviger fra vor Troesbekiendelse undtagen angaaende DAABEN om hvilken Mormonlæren er: "at ingen kan optages ved Daaben i Kristi Kirke som ikke er gammel nok til at svare for Gud og formaae at tilbede ham; - at Medlemmerne som har Børn blot har at bringe disse frem for Menighedens Ældste eller alene ved Haandspaalæggelse ønsker Velsignelse over dem i Kristi Navn; - medens efter Ritualet Præsternes Pligter ere: at forrette Daaben, uddele Nadveren og formane Medlemmerne til at bede i Ord og Tanker samt ikke at forsømme deres huslige Pligter; samt at Lærernes Kald er at være om Medlemmerne og at styrke dem, og at paase at der ingen Laster øves i Menigheden, ingen Udstaaelse (Uenighed) bestaaer imellem Lemmerne, ei heller Løgn, Bagvaskelse eller ond Tale. Tiltalte har maaske følt større Sympathi for Mormonernes Foredrag end for det cradse i Læren fra Augsburg og den aandløse Forkyndelse deri som undertiden næppe er uden Exempel, medens Mormonpræsten Andersen fra Kjøbenhavn af Rygtet er bekjendt for sit fordelagtige Udvortes og sin henrivende Veltalenhed og i hvilken sidste Henseende Slagterens Søn i Trøstrup Korup, som Mormonernes Præst eller Ældste her i Amtet heller ikke skal være uden Talent. Kort sagt: Tiltalte var rimeligvis blevet saa bemægtiget af Ideen om eller Begejstringen for det Zions Land han skulde være med at colonisere, at han i Aanden allerede saa Himlens Porte vidaabne der, og gjemmentrængtes maaske tillige af det Ønske og det Haab i hiint Karmaens Land at udfries fra de trykkende Næringsforhold, en Forløsning som det at være Husmand paa den magre og sandige Jordbund ved Villestofte vistnok ikke kunde stille ham i Udsigt. Fra Ungdommen opdraget ved Væverstolen, i hele sit liv holdt til siddende Arbeide ved Vævning og Kurvefletning er han formodentlig mindre legemlig end aandelig udviklet og derfor mere modtagelig for slige sværmeriske Korstogs Ideer end de almindelige, simple men robuste Bønder hvis Idrætter fra Morgen til Aften er rettet paa Markarbeidet og hvis Sværmerier helst bevæger sig blot omkring "Grødfadet og Sulefadet" og for hvem Flytning til en anden end "deres egen Egn" er en stor Ulempe idet de rykker ud af deres "eget Bylaug". Maaske hældedes Tiltaltes Kone som simpel Bondefruentimmer efter hans Anskuelse for meget til disse materielle Anskuelser ved ikke blot at ringeagte Læsningen i Bøgerne, men ogsaa ved paa een for hans Følelse anstødelig Maade at modsætte sig Mormomismen og at kalde Modstanderne deraf til sin Hjælp for at bekjæmpe Manden i hans Iver og Sværmen for den. Jeg ved det naturligvis ikke nærmere end hvad Smedens og Konens Forklaringer i Forhørsacterne oplyse, men ligesom det er en bekjendt Sag at Mormonerne under Forsøg paa Andagtsøvelser ere blevne begegnede med Prygl og anden Mishandling, finder jeg det heller ikke i og for sig usandsynligt, at alt dette kan have foraarsaget Tiltaltes Vaklen mellem at være Mormonkristen og Lutherskkristen, at det kan have foraarsaget en Betagenhed hos ham, en Ivrighed, en Ildsindethed som maatte vække andre, egenkjærlige og hævngjerrige Drivter hos ham af den Grund at der manglede ham picuniær Evne og Stoikernes aandelige Kraft til at realisere sine Ideer. Under saadanne Forhold kommer Mennesker i Ekstase eller faar det første Stød paa Sjælen hvoraf Lidenskaben siden fremgaaer og Erfaringen i Livet lære at der, hvor Egoismen saaledes bryder ind, som oftest gaaer ud over den Lidenskabeliges, den Vredes Halvpart (Ægtefællen) naar denne som den nærmeste, den mest pligtige til Sympathie, ikke vil dele det med den anden Halvpart. Jeg anfører dette fordi der, Strafskyldigheden forudsat, er Grader i Misgjerningen og der hvor Lovens Straf er bestemt uden Maximum og Minimum, bliver Regentens Sag at tage Hensyn dertil med den benaadede Formildelse som ikke ligger inden for den positive Lovs Omraade. Jeg gaar ind for at Tiltalte er strafskyldig for Drabet selv om det anførte eller andre Indflydelser, andre Indskydelser ligger paa Bunden af hans Motiver og skal derfor begrunde denne Anskuelse og Paastand. Til saadan Hensigt henleder jeg den ærede Rets Opmærksomhed først paa at der intet positivt Beviis paa Tiltaltes Mangel paa juridisk Tilregnelighed foreligger, at der heller ingen antagelig Grund er til endog blot vis Formodning om at han hverken indsaae eller følte det oprørende, det ulovlige i at myrde sin Kone, og at, efter Lægernes til forskejellige Tider afgivne Erklæringer, navnlig Dagen førend Drabet, Tiltalte ikke led af nogen legemlig Sygdom eller forkert Hovedindretning, hvilket til en pludselig og uimodstaalig Drivt til Misgjeminger af en saa unturlig Beskaffenhed som denne, og dernæst paa at en høi Grad af Lidenskab, Egoisme, Jalousi eller anden almindelig Affect ikke kan udelukke Tilregnelighed uden at udsætte Samfundsordenen og den offentlige Sikkerhed for Fare, selv om Affecten bringer Forstanden ud af sin Orden d.v.s til Forrykthed i Misgjerningsøieblikket, thi det er ethvert Menneskes Pligt at holde Fornuften fangen, eller at lide for Følgerne af ikke at have passet paa den. Man frikjender ikke en Tyv selv om den stjaalne Gjenstand er nok saa ubetydelig. Leiligheden bequemmest og Fristelsen nok saa stor, fordi Tyven siger "Det var en mig uforklarlig øieblikkelig Drivt, Indskydelse o.desl. som jeg ikke kunde overvinde; jeg følte nok Blodet at stige til Hovedet, da jeg saa Tingen og Fornuften forlod mig thi jeg tog Tingen og jeg havde ikke gjort det dersom jeg bare var kommet til Besindelse", thi man skal overvinde Fristelsen eller tage hvad følger paa efter Ordsproget som er bekjendt nok. - Hvor Forstandens Øie er saa fordunklet af Lidenskabeligheden at man ikke ret kan see for sig, saa maa man føle sig frem. Foruden hvad FORNUFTEN tilbyder Mennesker er der ogsaa noget som HJERTET tilbyder og som hjælper Forstanden til at dømme om Pligten nemlig den "NATURLIGE FØLELSE" som danner Grundvolden for Samvittigheden, som er trykket saa dybt ind i Menneskehjertet at den nødvendigviis maatte lade Tiltalte til uden Beviis fra Forstanden at afsige den Dom at det var umenneskeligt at det var en unaturlig Synd, en borgerlig Forbrydelse at slaae sin Kone ihjel, og det at lægge Vind paa Lasten koster meget. I gammel Tid vare Retterne maaske for haarde i at dømme fordi de mest saae paa Gjerningen, ikke saae saa meget paa Viliens Frihed og Evne; i den nyere Tid har langt humanere Grundsætninger umiskjendelig gjort sig gjeldende, men det synes undertiden som om Extremerne ere nærved at berøre hinanden. Af Mordere og Mordbrændere blive en saadan Mængde dømte til kun at tages "under Bevaring af Øvrigheden" formedelst en angiven og ikke afbeviist uovervindelig Drivt til enten at myrde eller brænde, at "Bevogtningshuse" omsider maae blive et større Savn end Tugthuse. Idet jeg overensstemmende med forestaaende Deduction indlader Sagen til Rettens Paakjendelse med ærbødigst Paastand om at Arrestanten Anders Nielsen dømmes til Straf efter Lovens 6-6-1 - og Forordning af 4. Octbr. 1833 § 10, eller i det mindste til Straf Arbeide fra 3 til 6 Aar efter Omstændighederne og Rettens derpaa grundede Skjøn, samt at Arrestanten derhos tilpligtes Udredelse af alle i Anledning af hans Anholdelse og denne Sag i det hele flydende Omkostninger, hvoriblandt et billigt Sallarium til mig som befalet Actor. Skal jeg give mig den Frihed at bemærke: at jeg har fundet det unødvendigt at andrage paa Erhvervelse af Sundhedscollegiets Betænkning over Tiltaltes mentale Tilstand, dels med Hensyn paa Tilstedeværelse af flere Lægers Betænkning i samme Retning, dels fordi en saadan Betænkning ikke er lovbefalet uden i det Tilfælde hvor Stiftsphysikus og Districtslægen har rundet Tilfældet saa problematisk at disse legale Lægeembedsmænd efter Instruxen af 23. Martii 1813 §8, 4 Martii 1818 § 14 og 25.Febr.§ 14 selv suspendere deres Conclusion ved at appelere samme til Sundhedscollegiet, men hvilket Lægerne ikke have gjort, Spørgsmaalet om og i hvilken Grad Arrestanten er tilregnelig og altsaa strafskyldig antager jeg at maatte ogsaa i dette Tilfælde som i Reglen sorterer under Retsdommeres og Meddomsmændenes Judidum fordi Dommen om Tiltaltes "Skyld" maatte omfatte den psycologiske Dom over Tiltaltes Personlighed, der bestemmer Grænsen for Tilregneligheden og Utilregneligheden, især da Loven saavidt mig bekjendt intetsteds har institureret Sundhedscollegiet som Domstol eller Instants i slige Sager men kun til som et reent videnskabeligt Institut at prøve og bedømme medicinske og chirurgiske Opgaver eller Conklusioner. For imidlertid ikke at forsømme noget der kan være min Pligt qua Actor giver jeg mig d en Frihed at henstille til den æredee Rets Dommer, som tillige Undersøgelses Dommer, ved et Interlocutorium at bestemme om Sundhedscollegiets Betænkning skal erhverves og om i bekræftende Fald da ikke forinden burde erhverves

1. Betænkning fra Stiftsphysicus og Districtslægen over Tiltaltes mentale Tilstand efter at Tiltalte paa nye har været personlig presenteret disse lægevidenskabelige Embedsmænd og disse tillige ere forelagte min Anklage Deduction med tilhørende Bilag for at det kan erfares i hvilken Grad eller Retning Præmisserne for min Paastand maatte være urigtige.

2. Nærmere Oplysning om paa hvilken Aarstid Tiltalte modtog Mormondaaben? om det var i en Mergelgrav, Tørvegrav, Flod eller Aae? og hvorledes dette Bad bekom ham? Samt om han som Landsbymand tilforn har været i koldt Bad?

3. Tiltaltes Daabs og Konfirmationsattest med Præstens Erklæring om hvorledes Tiltalte forresten har hendraget sit Levned? om hans personlige Karacteer og hans Individualitet i Almindelighed?

4.Forklaring af Mormonpræsten - Slagterens Søn i Trøstrup Korup - og Mormonsmeden C.J.Lehn, angl. det Overhæng, den Trudsel eller Kysen af Mormonernes Forfølgen hvoraf Tiltalte skal være blevet plaget og som muligt kan have gjort ham noget forrykt i Hovedet.

Saaledes indlader jeg foreløbig Sagen til yderligere Behandling eller Paakjendelse. Odense d. 6. Novbr. l852
Ærbødigst Hansen

Til Odense Herreds Extraret
i Justitssagen
Ctr.
Arrestanten Anders Nielsen

Da Sygdom forbyder mig at møde idag i Retten turde jeg herved bede om, dersom de i Følge Rettens Kjendelse den 11te.ds. fornødne Oplysninger ere komne tilstede, at Sagens Acter atter maatte mig udlaanes og Anstand mig behagelig indvilges til at afgive Denfensionsindlæg, med mindre Sagen atter skulde overgives til yderligere Behandling af Actor.

Odense d.25.November 1852. Ærbødigst
Tommerup

S.T
Odense Herreds Extraret!

Arrestanten Anders Nielsen for hvem jeg er beskikket til Denfensor under den imod ham, for at have ombragt sin Hustrue, instituerede Tiltale, har begjert en Samtale med mig, og denne har runden Sted idag. Efter megen Graad og Fortvivlelse over den begaaede Forbrydelse, var det hans inderlige Ønske og Bøn, forinden han talte yderligere med mig om Sagen, og forinden denne afsluttedes med Optagelse til Dom at en luthersk Præst maatte anmodes om at besøge og berolige ham og, efter nærmere Skjøn, meddele ham Alterens Sacremente. Hertil ønskede han især Herr Pastor Wiberg jun. heri Staden udnævnt. Paa mit Spørgsmaal om, hvorfor han ikke tidligere havde umiddelbar til Retten selv gjort denne Anmodning, gav han det Svar: "at det havde manglet ham paa Frimodighed". Forinden jeg afslutter mit Denfensionsindlæg har jeg troet at burde henstille til Retten at bevirke Opfyldelsen af Arrestantens vistnok velbegrundede Attraae, hvorefter jeg turde udbede mig Rettens Beslutning behagelig meddelt.

Odense den 14. Januar 1853
Ærbødigst
Tommerup
Fremlagt inden ODHExR 14,1-53.....

Denfensions Indlæg
for
Arrestanten Anders Nielsen

Hvad Beviset i og for sig angaaer, om at Arrestanten har begaaet den ulykkelige Gjeming at ombringe sin Hustrue, da kan jeg, som hans af Overøvrigheden beskikkede Defensor, i Følge de Oplysninger og Forklaringer, Acteme indeholde, ikke andet end indrømme, at denne Tildragelse er in confesso. Hvad den objective Betingelse for Strafs Anvendelse, Handlingens Retstridighed, bekræfter,da er denne under almindelige Omstændigheder saa fremtrædende, at herom ikke kunde være Tvivl; men da den subjective Betingelse, Tilregnelighed hos Gjemingsmanden, i Følge de fremkomne Oplysninger aldeles mangler, vil den objective Betingelse saa meget mindre kunne komme under særlig Prøvelse. Det kongelige Sundhedscollegium har nemlig, efterat Sagens Acter ere det forelagte, i Skrivelse af 27.de December f. A. (Acten B, side 15) erklæret: "at Arrestanten, da han ombragte sin Kone, har befunden sig i sindsforvirret Tilstand, som Følge af hvilken han har været psycologisk utilregnelig i den nævnte Forbrydelse", og da den juridiske Imputation er den psykologiske Utilregnelighed underordnet og maa vige for denne, kan in casu selvfølgelig ikke være tale om Strafs Idømmelse, efterdi Gjerningen altsaa ikke er en fri Handling, men Potentsen af en Liden. En anden Side af Sagen, som det maatte være mig tilladt nærmere at berøre, er derimod Anvendelsen af den fra Actoratets Side paastaaede Prævention, eller at Arrestanten skulde dømmes til "for sin Livstid" at sættes i Fængsel. Det fremgaaer evident af Sagens Acter, turde jeg formene, at Arrestanten for sin tidligere Sindsforvirring og sine religiøse Scrupler nu er helbredet. Herom vidner Lægernes Attester af 12te September og 21de October f.A. (Act.A, side 26 samt 34 og 35), ligesom ogsaa den Situation, hvori Arrestanten blev stedet i Retten ved Sagens sidste Foretagelse, den 14de d. M., i Anledning af mit Andragende for ham om at blive sendt en Præst, syntes at overbevise om, at ogsaa Dommeren selv ansaae Arrestanten for nu at være i en normal sjælelig Tilstand; thi den stærkt betonede og alvorlige Tiltale, som Dommeren udenfor Protokollen undergav Arrestanten og hans Defensor, kunde kun stilles til Individer, om hvilke man har Overbeviisning om, at de ikke mangle fornuftig Selvbestemmelsesevne. Men naar nu Arrestantens sjælelige Sygdom, der fremkaldte Gjemingen og gjorde denne selv psykologisk utilregnelig, altsaa er hævet, turde jeg formene, at en præventiv Forholdsregel, som den paastaede, ikke er enten lovmedholdelig eller fornøden. Til yderligere Beviis herfor, eller til større Beroligelse for Samfundet, sigtede ikke uvæsentlig Arrestantens Begjæring om en Præst og om at nyde Alterens Sacramente (Cfr. L.2-5-25 Art., Nr.3), inden Sagen yderligere behandles eller paadømmes, og jeg fandt det derfor saameget mere at være min Pligt at gjøre Retten det Andragende, jeg forelagte, men som Dommeren dadlede, som et Product, min Stilling som Defensor aldeles ikke tillod mig at anbringe for Retten, da det skulde ligge ganske udenfor det juridiske Gebet, hvorpaa jeg kun havde at virke for Arrestanten. Og da nu Arrestanten er, turde jeg gjentage, "helbredet' hvilket, foruden af Stiftsphysici ovenciterede Attest, ogsaa fremgaar af det kongelige Sundhedscollegiums Raisonnement i dets ovenberørte Skrivelse, er formeentlig ingen Sikkerhed at fordre af Arrestanten og allermindst Livstidsfængsel at idømme ham hvor nemlig ingen forudgaaende Trudsler, som have opvakt begrundet Frygt, berettige til Prævention, tilsteder nok hverken L. 1-19 eller nogen anden Lov at fængsle et Individ for criminelle Eventualiteter. Heri tror jeg at finden tilstrækkelig Bestyrkelse i et bekjendt Præjudicat, nemlig Højesteretsdom af 20de Juni 1823 (Jur. Tidsskrift 10 Bd. 2. Hefte, side 172) som in terminis stedfæster Landsoversamt Hof- og Stadsrettens Dom af 13.de Mai s. A.( Jur. 8.Bd. 2.Hefte, Side 182 til 190), og ved hvilket Præjudicat en for morderisk Overfald paa sin Madmoder tiltalt Tjenestepige paa Grund af psychologisk Utilregnelighed er frifunden og kjendt berettiget til Løsladelse af Arresten, imod blot at stilles under Politiets specielle Tilsyn. Samme Udfald af den nærværende Sag turde jeg da forvente for det ulykkelige og beklagelige Individ, den angaaer, og saaledes turde jeg ærbødigst nedlægge den Paastand: at Arrestanten frifindes for Actors Tiltale i denne Sag samt løslades fra Arresten. Salarium for Defensorateta Udførelse udbedes jeg mig tilkjendt. Hermed være Sagen fra min Side talt for Arrestanten og indladt til den ærede Rets Dom.

Odense den 17de Januar 1853
Ærbødigst
Tommerup

S.T.
Odense Herreds Extraret

Til Odense Herredsthings Extra Ret

I Henhold til Stævningen og til Opfyldelse af Amtets Ordre som hermed følger under No. l, skal jeg tiltale Arrestanten Husmand Anders Nielsen af Villestofte Mark af Villestofte Sogn. Til Beviis derfor fremlægger jeg hermed under No. 2, Beskrivelse af de i Sagen optagne Forhør begyndt 2den August og sluttet 23de October sidstl. samt vedhæftet

a. Amtetes Skrivelse af 2den August d. A. ang. Arrestantens Løsladelse af Daareanstalten i Odense

b. Udskrivt af Politi Rets Protocollen af 31.Julii d. A. hvorefter han under sin Fremstilling for Politiprotocollen imod Løsgivelsen afgav den Forsikring for Fremtiden at forholde sig skikkelig mod sin Kone.

c. En Erklæring af 28.Julii fra hans Kone om at hun holder sig overbeviist om at kunde uden Fare for sig eller Børn fortsætte Samlivet med ham og at hun ønskede dette.

d. Attest fra Stadslægen Helweg om Arrestantens sjælelige Tilstand umiddelbart før hans Udeladelse fra Hospitalets Sygestue d. 31. Julii.

e. Skrivelse fra Hospitalspræsten Wiberg af samme Dato og om samme Gjenstand.

f. Den paa Gjemingsstedet samme Dag som Drabet er begaaet optagne Fogedforretning hvorunder den Dræbtes Liig er blevet obduceret af 2de Læger som derunder have afgivet deres visum repertum

g. Hospitalforstanderens Skrivelse af 16. 0ctobr. d. A. hvorefter Arrestanten som 7. August fra Varetægtararresten var bleven transporteret til Daareanstalten, som helbredet begjæres afhentet igen til Arresten.

h. Udskrivt af det Forhør som er optaget d. 5. Junii 7de og 19de f. M. angl. den Urolighed og Sindsforvirring samt Trudsel har udviist i dette Foraar og som har foranlediget Sogneforstanderskabet til at holde Vagt over Tiltalte i hans Huus og i hvilken Forhørs Act er indlemmet Sognepræstens Erklæring om Tiltaltes mentale Tilstand som og vedhæftet Attest af 12. Junii fra Stadslæge Helweg om at Arrestanten egentlig ikke er legemlig syg men med religiøse Skrupler og Tvivl bragt i en Tilstand der grændser nær til Sindsforvirring og som til enkelte Tider maaske virkelig kan ytre sig som Sindsygdom og berøve ham hans sjælelige Frihed m.v

Disse Acter vise at Tiltalte Anders Nielsen Søndagen d. 1. August d. A. om Eftermiddagen har med en Øxe dræbt sin Kone Ane Kirstine Pedersdatter uden nogen fra hendes eller andres Side dertil har givet Anledning, at han er grebet umiddelbar efter Misgjerningen og at han heller ikke nægter denne, saa at der for saavidt slet ikke er Tvivl. Denne angaaer derimod Arrestantens Tilregnelighed i Misgjerningens Øieblik og jeg skal derfor med specielt Hensyn derpaa tillade mig at give et Referat af Sagens Omstændigheder. Det er en bekjendt Sag at især siden vor Grundlov af 1849 aabnede Adgangen til friere Religionsøvelse heri Danmark har "Mormonerne" et politisk Parti i Amerika ved hertil sendte Proselytmagere søgt at vinde Proselytter ogsaa her til Forøgelse af Befolkningen i den Landstrækning i Amerika som Partiet der coloniserer, som allerede skal være organiseret som Menighed og rimeligviis efter en større Befolkning agtes ført ind under et legalt Herredømme som Republik eller andet Statssamfund. Disse Mormoner har paa faae Steder her i Fyen og saaledes i Trøstrup Korup og Paarup Sogn her i Amtet vundet enkelte Individer hvilke have underkastet sig Mormonernes Daab og besluttet at foretage Reisen til Mormonernes Sæde i Amerika hvor de i blind Tillid til Sectens Forsikringer og Malerier tror at finde den hellige Grav og et Land som flyder af Mælk og Honning, som de allerede ere blevne levende i Troen paa en nye Aabenbaring hvilken Sectens Stiftere ved Udbredelse af Skrivter, "trykte Testamenter" Bjergtaler o.s.v. Forkynde Arrestanten tillige med sin Nabo Husmand og Smed Carl Julius Lehn paa Villestofte Marker hører til de enkelte Individer her i Egnen som have modtaget Mormonernes Daab og sværmet for Ideen om Udvandringen til Zions Land med en Begeistring som uvilkaarlig maa minde om Korstogene i Middelalderen, thi jeg ved det er en Samtale med C. J. Lehn i Forsommeren - Begeistringen "han vilde have Bud efter Andersen for at blive døbf' - at hun ogsaa i længere Tid efter har bemærket at Tiltalte har havt Anfald af Kulde og Rysten og at han har formanet hende, som med sin Mand senere har modtaget Mormondaaben at holde fast ved denne Lære. Tiltalte siger selv: at hver Gang førend Kulden betog ham følte en stærk Hede men at det kun var under Kulden at han følte sig forvirret. I det jeg forresten refererer mig til min tidligere Deduction, henleder jeg Rettens Opmærksomhed paa Tiltaltes udførlige Forklaringer under Kontinuationsforhøret d. l7. Novbr., 24. Novbr., og 6. Jan. sidstledn. angl. hans Tilstand og hans Foretagender fra Nytaar og de flere Maaneder som forløb indtil hans Datter var confirmeret og han formedelst Sindsuroe og Ustyrlighed blev taget under Bevogtning. Han led af og til, med flere Dages Mellemrum, af Hede og Kulde og senere af Hovedpine. Han søgte ingen Læge fordi han ikke fandt sig lidende af legemlig Ildebefindende. At han led af Hovedpine betragtede han som noget der kunde hæves ved "Haandspaalæggelse" af en Mormonpræst, men denne Tiltro var ikke noget særegent hos ham; han delte denne Troe med nogle Folk i hans Nabolag, i Selskab med hvem han foretog en Reise paa flere Mile til en Husmand og Fragtkiører paa Strib Færgested ved Middelfart, fik Haandspaalæggelsen der og befandt sig vel derefter. Ved Paasketide indfandt Febertilfældene og Hovedpinen sig dog igen, og disse periodiske Anfald af Hovedpinerne gjorde ham, efter hans Fortælling, forvirret. Den eller de enkelte Gange han havde Besøg af Mormonpræsten raadede denne ham at arbeide og denne Beskjæftigelse hjalp. Sognepræstens Kappellan Herr Brummer besøgte ham ved Paasketiden men under Samtalen med ham blev han atter betagen af Uroe og Frygt. Nogle Nætter derefter var det at han vaagnede og i en lignende hæftig Sindsbevægelse greb Konen om Halsen for at qvæle hende, men at han, da Konen tog ved hans Hænder og talte til ham, strax igen slap hende. Under Fortsættelse af Forhøret vedbliver han at forsikre at han ikke har været vred paa, eller havt noget imod hans Kone, men at han ikke kan forklare, hvad der bevægede ham til at ombringe hende, samt at han havde lidt af Tungsindighed. Sammenfatter man alle Omstændigheder i Sagen faar man unægtelig en høj Grad af Formodning om at Tiltalte havde lidt af Religionsskrupler, af en Vaklen mellem Luthers og Mormonernes Lære, men mellem saadanne Skrupler og Drabet af Konen bestaar formentlig ingen Kausalitetsforbindelse. I sagen ligger formentlig heller intet Beviis, intet Indidum for at Tiltalte var berøvet Selvbestemmelsesevnen (og Viliens Herredømme i Misgjerningsøjeblikket). Hans senere nøjagtige Forklaringer om Begivenhederne forud taler snarere imod ham. Stiftphysicus og Districtslægen har ikke været opfordrede til at dømme over Tiltaltes Tilregnelighed, men i Forhørsacten findes indlemmet i Stiftsamtets Skrivelse af 31. Decbr., og deri indført det Kongl. Sundhedscollegiums Betænkning af 27. Decbr. sidst, hvori Kollegiet ytrer "at efterdi de i Sagens Acter meddelte Oplysninger antages det at Tiltalte da han ombragte sin Kone har befundet sig i en sindsforvirret Tilstand som følge af hvilken han har været psychologisk utilregnelig i Drabet; men at han maa anses særlig disponeret til Recidiv af den Sindsygdom som alt har haft sin sørgelige Følge og at han derfor paa frie Fod maa være et for Samfundet farligt Individ". Paa Grund heraf og da der i øvrigt ikke har været at tilvejebringe bestemt Oplysning om hvad der har givet Tiltalte Impuls til Misgjerningen qv.:, synes Sagens Udfald hovedsagelig og først at beroe paa Besvarelsen af det Spørgsmaal: om den Anskuelse som Sundhedscollegiet har udtalt, blot ved at læse Acterne, bør foretrækkes den retslige Anskuelse og Afsigt som begrundes paa en umiddelbar Beskrivelse og Bedømmelse af Tiltaltes Personlighed og Tilstand samt af Dommerens og Meddomsmændenes Samtale med Tiltalte om Sagens Gjenstand eller med andre Ord: Den Anskuelse som begrundes paa den umiddelbare Opfattelse af de Momenter som kan have havt Indflydelse paa Tiltaltes Subjectivitet. Antager Retten dette saa vil Tiltalte være at frifinde for... ved mit forrige Indlæg og nedlagte Paastand som gaaer ud fra den Forudsætning at Tiltalte er tilregnelig og strafskyldig, og jeg fremsætter da den Paastand "at Tiltalte Anders Nielsen i Overensstemmelse med Lovens 1-19-7 dømmes til for sin Livstid at han sættes i Fængsel og Bevogtning efter Øvrighedens Foranstaltning". Betragter rettens Medlemmer derimod Sundhedscollegiets Skjøn ikke som nogen absolut afgørende Dom, fordi Sundhedscollegiet ikke ved nogen bestemt Lov virkelig er indsat til den comptente Dommer over Spørgsmaalet om skyldig eller ikke skyldig og skrider til selv at dømme over dette Punct. I Kraft af Loven og dens Dommerfunction, da indebærer jeg min tidligere Paastand som den principale Paastand, idet jeg kun in subsidium fremsætter den ovennævnte Paastand, og idet jeg i hvert Fald paastaaer Tiltalte dømt til at betale mig Sallair som befalet Actor og Sagens Omkostninger i det hele.

Hermed har jeg den Ære at indlade Sagen til Doms.
Odense d. 6. Januarii 1853
Ærbødigst
Hansen

Kilde: LAO Odense Herredsfogeds arkiv retsbetjente BI, dokumenter til ekstraretsprotokollen 1852-1856

DOM

I Justitssagen Prktr. J. J. Hansen ctr. Hmd. Anders Nielsen af Villestofte Mark af den ordinaire Dommer med tiltagne Meddomsmænd: Sognefoged Peter Christian Nielsen og Jørgensen og Jørgen Andersen fra Villestofte samt Anders Jørgensen af Tamp Gaardmændene Peter afsagt den 3. Febr.1853

Den 5. Juni f. A. paabegyndtes et Forhør over Hmd. Anders Nielsen af Villestofte Mark, i Anledning af at han den foregaaende 1.Maii have gjort Forsøg paa at qvæle sin Kone Ane Kirstine Pedersdttr., og senere at have tillistet sig en Kniv, der fandtes efter ham i Sængen. Han blev samme Dag som syg og sindsforvirret afgivet til Graaebrødre Hospital i Odense, hvor han henlaae indtil 31.Juli og da der var Grund til at antage, at hans Overgang til Mormonerne, i hvis Samfund han den 12. Januar 1852 er optagen ved den af dem vedtagne Daab, havde om ikke foranlediget saa dog medvirket til hans Sindsforvirring, hvilket Hospitalslægens Attest af 12 Juni bekræftede, saa var der tillige sørget for, at han paa Hospitalet nød Besøg og vejledning af vedkde. Gejstlige.Konen som jævnligt besøgte sin Mand, indgav allerede de 28. Juni sin Begiæring om, at Manden maatte sættes paa frie Fod og overlades hendes Tilsyn og da saavel Lægen som vedkommende Præst d. 31. Julii yttrede sig om Anders Nielsens Tilstand saaledes, at han maatte antages restitueret, saa blev han samme Dag løsladt og overleveret til Konen, som han imidlertid Dagen efter ombragte ved at knuse hendes Hoved med Slag af en Øxe, for hvilket Mord han under nærværende Sag tiltales. Efterat Sagen med sine Acter har været forelagt det Kgl. Sundhedscollegium har det afgivet sin Erklæring derhen: at Anders Nielsen, da han ombragte sin Kone, har befundet sig i en sindsforvirret Tilstand, som Følge af hvilken han har været psychologisk utilregnelig i den nævnte Forbrydelse. Paa Grund deraf vil Tiltalte ikke kunde belægges med Lovens Straf for det af ham begaaede Mord, men da det af Sagens Oplysninger fremgaaer at Tiltalte efterat være helbredet, har været udsat for pludseligt Tilbagefald til den sindsforvirrede Tilstand,hvori han har hengivet sig til en hensigtsløs Voldsomhed, saa maa han ansees som en for den offentlige Sikkerhed farlig Person, med Hensyn til hvem det af Defensor indstillede Polititilsyn ikke skønnes fuldkommende betryggende, hvilket ogsaa Sundhedscollegiets Ytringer henpeger paa. Det ansees derfor fornødent at Tiltalte sættes under Forvaring af Øvrigheden; men da han saaledes ikke belægges med Straf kan han ikke heller forpligtes at udrede Sagens Omkostninger, hvilke og blandt sammes Sallarier til de beskikkede Sagførere, der bestemmes for Actor Pkktr. J. J. Hansen til 5 Rd. og for Defensor Prktr. Trp. 4 Rd. af det offentlige blive at udrede.
Sagførelsen har været forsvarlig

THI KJENDES FOR RET

Arrestanten Anders Nielsen bør sættes under Forvaring af Øvrigheden, Og denne Sags Omkostninger, blandt hvilke Sallarier til Prktr. J. J. Hansen 5 Rd. til Prktr.Tommerup 4 Rd. udredes af det Offentlige.

At efterkommes under OdHerr. efter Loven.
Knudsen
Peder Chr.Nielsen Peder Jørgensen
Jørgen Andersen Anders Jørgensen

S. A.og D. (d. l9. Nov. l888) blev Odense Herreds Stiftamt sat paa Herredskontoret i Overværelse af Vidnerne Ploug og Løngreen, hvor da:

Skifteforv. fremlagde en Skrivelse af 29. f. M.for Fyns Stiftamt tegnet paa en Skrivelse af 15. f. M. fra Forstanderen for Graabrødre Hospital, hvorefter den paa Daareanstalten i Graabrødre Hospital siden den 24. Oktober 1853 anbragte og den 23.Juli d. A.til Sindsygeanstalten ved Middelfart overførte Husmand Villestofte i Paarup Sogn begjæres erklæret umyndig og en Mand beskikket ham som Værge. I Henhold til foranstaaende Begjæring, og da det er bekjendt, at ovennænte Anders Nielsens Sindstilstand er saaledes, at han ikke selv kan varetage sine Anliggender, dekreterede Skifteforv. i Henhold til D.L.35 3-17-1:

at fhv.Husmand af Villestofte, nu Patient paa Middelfart Sindsygeanstalt, Anders Nielsen erklæres umyndig.

Derefter mødte Sognefoged og Drgmd. Jens Larsen af Paarup By, der er Svigersøn til Ovennævnte Anders Nielsen, som blev beskikket til værge for denne, hvilket Værgemaal, som han erklærede sig villig til at varetage, han har at forestaa efter Loven og Anordningerne, som han det agter at til- og forsvare Jens Larsen

Vidner: Ploug-Løngreen

Kilde: LAO Skifteprotokol Odense Herredsfogeds Arkiv 1886-1889 side 428 B

Død

Død paa Middelfart Sindsygehospital d.26.Januar 1892 Anders Nielsen, Begravet d. 30.Januar 1892 paa Middelfart Sindsygehospitals Kirkegaard, forrettet af Sognepræst Leth, Middelfart.

Forhenværende Væver i Villestofte, Paarup Sogn, Odense Herred. Enkemand. Fødested: Bomhuset i Norup Sogn, Lunde Herred. Forældre: Husmand Niels Andersen og Hustru Ane Marie Afdød Hustru: Ane Martine Pedersdatter Sidste fælles Bopæl i Villestofte. 83 Aar.

Dødsaarsag: Alderdomssvaghed

Se læserbrev om mormonerne her.